Få én på opleveren til Åbent Hus på Mols og Helgenæs

Mols og Helgenæs skruer charmen på og åbner dørene på vid gab, når frivillige, foreninger og erhvervsliv inviterer til Åbent Hus søndag d. 27. maj 2018. Det bliver en folkefest med aktiviteter i hele området for både børn og voksne. Tanken er at give børnefamilier og andre interesserede en ægte ”Mols-oplevelse” med masser af natur, hygge, fællesskab – og forhåbentlig give endnu flere lyst til at flytte til området.

Mange har de seneste år fået øjnene op for, at Mols har noget ganske særligt at tilbyde – ikke mindst for børnefamilier. Helt unik natur, stærke fællesskaber, gode børneinstitutioner og skoler samt et spirende iværksættermiljø har betydet, at stadig flere ser Mols som et oplagt alternativ til tilværelsen i de trængte større byer. Hvis du også er nysgerrig på, hvad livet på landet kan give dig og din familie, så er du velkommen til brunch og en dag spækket med oplevelser på Mols og Helgenæs søndag d. 27. maj.

”Vi synes jo, at Mols og Helgenæs er det bedste sted i verden at bo. Her er masser af plads til at udfolde sig, og vi har skønne boliger til en brøkdel af prisen i Aarhus og København. Mols og Helgenæs har med andre ord utrolig meget at byde på, og det vil vi gerne dele med folk, der overvejer at flytte bopæl”, siger Ole B. Sørensen, der er talsmand for Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling, der står bag arrangementet.

Dagen vil byde på en perlerække af oplevelser rundt omkring på Mols og Helgenæs, hvor gæsterne både kan opleve børneinstitutioner, komme på guidet nationalparktur, få en tur på vandet med kajakklubben eller bådelauget, bage pandekager hos søspejderne, spise en is ved Sletterhage Fyr, se på bobler hos champagneiværksætteren og meget mere.

Og som hyggelig afslutning på dagen har en række af områdets familier sat vand over til kaffe og en snak med dig og din familie om livet på Mols og Helgenæs.

Mols og Helgenæs har smuk natur og et terræn som udfordrer store og små bjergryttere

Programmet for dagen ser således ud:

Kl. 10.00 Brunch i Molshallen, Knebel. Velkomst og orientering:  Hør en ny-tilflytters oplevelse med at komme til Mols, få nyttig viden om foreningsliv, skoler og daginstitutioner og mød Syddjurs’ Borgmester (og molbo) Ole Bollesen. Besøg informationsstande og få en snak med de lokale.

Kl. 11:45 Guidede ture. Vælg mellem guidet Tour de Mols i bus rundt på skønne Mols og Helgenæs med røverhistorier, kulturminder og smukke udsigter. Eller tag med på Tour de lokale børneinstitutioner samt Molsskolen og Syddjurs Friskole, få et indblik i det gode børneliv og lad ungerne teste legepladsen.

Kl. ca. 13:30 forventer vi at være tilbage ved Molshallen. Herefter spredes ”festen” ud til hele området, og gæsterne selv kan tage på opdagelse med et kort i hånden over de mange aktiviteter på Mols og Helgenæs. Hold kaffe-pit stop hos en lokal borger på vejen og oplev livet som børnefamilie på landet.

Samtidig vil ejendomsmæglere være vært for ”åbent-hus” og stå klar til at vise potentielle tilflyttere de udvalgte huse, der er til salg. (Tilmelding direkte til de respektive mæglere nødvendigt).

Surfklubben har mange aktiviteter året rundt – og alle er velkomne. Til Åbent Hus kan du også opleve miljøet i surfklubben eller nyde synet, når der prøves kræfter med bølgerne

Hvem står bag arrangementet?

Du kan læse meget mere om Mols og Helgenæs på www.molsiudvikling.dk eller på Mols i Udviklings Facebook-side. Der er desuden oprettet en Facebook-begivenhed, hvor du kan læse mere om arrangementet og evt. tilmelde dig.

For yderligere oplysninger:

Se alle detaljer her eller kontakt:

Ole B. Sørensen, Bosætningsgruppen, tlf.: 2090 2202, mail: obs@snedkergaarden.dk

Dagsprogram for den 27. maj
Aktiviteter på Mols & Helgenæs d. 27. maj
Standholdere på dagen
Tur program Skole & Børnehaver
Turprogram Mols & Helgenæs
Hårde facts – Bløde værdier
Huse til salg på Mols

I “Rodzonen” i Knebel hjælper børn, voksne og ældre hinanden med at dyrke grønt og passe dyr – og ofte sluttes af med fællesspisning. Rodzonen holder også åbent d. 27/5 – så kig gerne forbi.

 

SHARE
Facebook
Facebook
GOOGLE
GOOGLE
http://molsiudvikling.dk/2018/05/14/faa-en-paa-opleveren-til-aabent-hus-paa-mols-og-helgenaes/
LINKEDIN
Mols I Udvikling på Instagram