Kulturgruppen
Gruppens formål er at understøtte udvikling af kultur tilbud på Mols & Helgenæs.
Gruppen ønsker at støtte op om og formidle viden om eksisterende kultur tilbud, events og aktiviteter, samt facilitere udviklingen af nye muligheder på kultur området.
Vi sætter ikke begrænsninger for aktiviteterne, men ønsker at hjælpe med til at skabe så gode rammer som muligt for kulturlivet på Mols.
Vi ønsker at skabe et rum for nysgerrighed, erfaringsudveksling og udvikling, med muligheder for debat og samarbejde på tværs af foreninger/klubber, interesser, kunstarter, erfaring og alder.
Har du lyst til at bidrage? Så er du velkommen til at kontakte Pål Ledaal og høre mere om gruppens arbejde.
Kulturgruppens medlemmer:
Christa Egense: christaegense@hotmail.com, Tlf.: 20213124
Christine Fentz: E-mail: mail@secrethotel.dk, Tlf.: 40843386
Kirsten Pedersen: kipede@icloud.com, Tlf.: 50995344
Kirsten Katholm: kkatholm@gmail.com,Tlf.: 29 84 84 67
Anne Sophie Andersen: asf.andersen@gmail.com, Tlf.: 22 87 48 64
Erik Dybdal Møller: Dybdal54@gmail.com, Tlf.: 22 35 72 38
Ole Røgild
Herunder kan du læse om nogle af de aktiviteter, der har været afholdt. Da vi er ved at etablere en ny hjemmeside, har vi ikke kræfter til den store opdatering lige nu – så de nyeste historier finder du på Mols i Udviklings Facebook-side. Der sker nemlig en masse.
Indslag vedr. kultur på Mols.:
Nytårshilsen fra kulturgruppens formand, 2020
Kulturgruppen har haft en god del udskiftning blandt medlemmerne, efter at vi startede op igen i januar 2018. Nu tror jeg imidlertid vi kan se frem til en mere fast stamme af medlemmer. Der er dog stadig plads til flere.
Tre planlagde arrangementer i 2020 blev aflyst pga. coronaen, men vi fik gennemført en Børneopera, ”Fyrtøjet”, i Vrinners Beboerhus i samarbejde med Syddjurs Egnsteater og teatergruppen Figaro. Christa var kontaktperson fra Kulturgruppen. Der lægges op til fortsat samarbejde med Syddjurs Egnsteater.
Foredrag om Mols`s geologi planlægges til en senere anledning, men temaet er nærmest evigt aktuelt, så det haster ikke.
Vi satser på at gennemføre Børnekulturnat ved Sletterhage Fyr i november 21 i samarbejde med Kulturetaten i kommunen og Hans Minke fra fyret. Formentlig samme program som planlagt (og aflyst) i år.
Den aflyste forfatteraften med Josefine Klougart er nu planlagt til 2. september - 21 i samarbejde med Biblioteket og Sølballegaard.
Jeg skal i januar / februar have et møde med Biblioteket om et temamøde / arrangement om Demokrati efteråret – 21 i anledning lokalvalget.
Vi skal til at søge penge til projekt ”Stemmer fra Mols og Helgenæs". Det er tænkt som podcasts, forhåbentligvis i samarbejde med antropolog Suzan Tugcu og i samarbejde med Molsarkivet.
Jeg har kontakt med projektleder Vibeke Wang på Maltfabrikken og kultur- og projektmedarbejder Susanne Krogstrup i Nationalparken om etablering af ”Ekko”, et Land Art projekt ved den tyske billedkunstner Karolin Schwab.
Mere langsigtet satser vi på at videreføre arbejdet med en Vandresti langs kysterne af Mols og Helgenæs og på at gennemføre Børnekulturfestival II i foråret 2022.
06.12.20
Pål Ledaal
Aflysning af Børnekulturnat i Sletterhage Fyr
På grund af de seneste Coronarestriktioner er vi i Kulturgruppen og Fyrets Venner desværre blevet nødt til at aflyse arrangementet i og omkring Sletterhage Fyr (pga. pladsmangel) på børnekulturnatten d. 13.november. Følg med i pressen, for der foregår andre spændende aktiviteter for børn og familier andre steder i kommunen på børnekulturnatten - Vi håber at kunne afholde arrangementet i Fyret på et senere tidspunkt.
Kultur-igangsættere på Mols og Helgenæs
Foredrag, børnekultur, vandrestier og fortællinger. Kulturgruppen under Mols i Udvikling sætter kulturaktiviteter i gang på flere fronter.
Klovnen Karina fik børnene til at grine til Kulturgruppens Børnekulturfestival i 2019.
Kulturgruppen under Mols i Udvikling tæller fem medlemmer og har til formål at understøtte udviklingen af kulturelle tilbud på Mols og Helgenæs. Gruppen har i sin nuværende form været i gang siden 2018, fortæller Pål Ledaal, som er formand. Han flyttede til Mols med sin kone, Asta, i 2016 og havde lyst til at involvere sig i det lokale liv:
- Jeg var så imponeret over Mols i Udvikling og fik lyst til at være med. Det var bare et spørgsmål om, hvad jeg skulle være med i, og jeg valgte kulturen. Kulturgruppen var på det tidspunkt ikke aktiv, så jeg sendte en mail til de tidligere medlemmer, Christa Egense, Ole Nielsen og Christine Fentz - og så kom vi i gang, fortæller Pål Ledaal.
Foredrag og børnekultur
Kulturgruppen arrangerer hvert år to foredrag i samarbejde med Syddjurs Biblioteker. Et om foråret og et om efteråret. I april havde Kulturgruppen planlagt et foredrag om Mols’ geologi, men det er udsat pga. corona. Efterårets foredrag er med forfatteren Josefine Klougart og er planlagt til den 1. oktober, og det håber Kulturgruppen på kan gennemføres.
I efteråret har gruppen også planer om at være med i den landsdækkende Børnekulturnat i samarbejde med Syddjurs Kommunes Kultursekretariat:
- Vi overvejer at deltage i Børnekulturnatten med fortællinger ved Sletterhage fyr, eventuelt i samarbejde med Fyrets venner. Vi har fået et nyt medlem i Kulturgruppen fra Helgenæs, Kirsten Pedersen, og hun fik den ide. Det er dejligt med et medlem fra Helgenæs, for det åbner nye muligheder, siger Pål Ledaal.
Børnekulturfestival i 2021
I april 2019 havde Kulturgruppen debut på en børnekulturfestival i Knebel. Her kunne børn i alderen tre til 13 år deltage i en lang række kulturelle aktiviteter, som lokale kunstnere og kunsthåndværkere bød ind med:
- Der var aktiviteter på flere områder i byen. Flest på Molsskolen og i Molshallen, men der var også kor i kirken, kreative aktiviteter i Lyngparken, bogbussen var her, og der var teaterindslag fra Helgenæs stadsteater, Secret hotel og Klovnen Karina. Børnene kunne også deltage i tegnekonkurrence, show dans, lege og bevægelse i hallen og bage pandekager på bål, fortæller Pål Ledaal.
Børnekulturfestivalen blev et tilløbsstykke, og cirka 250 børn og deres voksne havde en dejlig dag. Kulturgruppen har derfor planer om at gentage succesen, dog kun hvert andet år, for det er et ganske stort arbejde at sætte sådan en børnekulturfestival i søen. Næste gang børnene på Mols og Helgenæs bliver inviteret til børnekulturfestival bliver derfor i 2021.
Vandrestier og lokale fortællinger
Kultur er et vidt begreb, og det spejler sig i Kulturgruppens projekter. Et tidligere medlem af Kulturgruppen, Ole Nielsen, startede et projekt op omkring en sti langs kysten på Mols og Helgenæs. Den idé lever stadig, nu i et samarbejde mellem Kulturgruppen og Dansk Naturfredningsforening. Lige nu arbejdes der på at lave en app, der kan vise vej, fortæller Pål.
Et andet spændende projekt for Kulturgruppen handler om at indsamle fortællinger om Mols og Helgenæs fra ældre borgere:
- Vi har planer om et projekt i samarbejde med blandt andre Molsarkivet om interview med ældre folk om gamle dage på Mols og Helgenæs. Vi har forskellige temaer, fx centralisering af skolen og processen med at nedlægge de gamle landsbyskoler. Vi tænker at udgive historierne som Podcast. Vi kan ikke løfte opgaven alene, og derfor har vi kontakt til to lokale journalister og en lokal filmmand, der også er i gang med et projekt i samme boldgade. Vi har masser af ideer, men lige nu ligger projektet stille pga. corona, fortæller Pål Ledaal.
Vil du være med?
Hvis du har lyst til at være med i Kulturgruppen, er det bestemt en mulighed:
- Kulturgruppen er en åben gruppe, hvor interesserede er velkomne. Det kræver kun, at man har interesse for kulturområdet, og at man vil være med og yde lidt. Vi har ingen særlige krav til nye medlemmer, siger Pål Ledaal.
Du kan læse mere om Kulturgruppen her eller kontakte Pål Ledaal på paal.ledaal@gmail.com.
Ny børnekulturfestival på Mols
Lørdag d. 27. april kan børn prøve kræfter med blandt andet dans, sang, teater, håndværk og tegning.
På Mols og Helgenæs vrimler det med kunstnere og kunsthåndværkere, og det har inspireret Kulturgruppen under Mols i Udvikling til at stable en ny Børnekulturfestival på benene. Det fortæller Christa Egense, der er med i Kulturgruppen og en af drivkræfterne bag den nye festival. Hun lægger vægt på, at man med børnekulturfestivalen fremhæver nogle af de kulturelle aktiviteter, der allerede findes i lokalområdet, og at det sker i tæt samarbejde med netop de lokale kreative kræfter:
- Med Børnekulturfestivalen vil vi slå et slag for, at børnene kan udfolde sig kreativt og kunstnerisk på en sjov måde med voksne, de måske kender i forvejen. Det er så vigtigt at stimulere den kunstneriske og kreative side af ethvert menneske, og vi håber, at vi får vækket børnenes lyst til på længere sigt at fortsætte med nogle af de aktiviteter, de kan prøve i løbet af dagen.
Mulighed for at prøve kunst på egen krop
Festivalen er for de 3 til 13-årige, og ideen er, at børnene i løbet af dagen kan prøve kræfter med alt fra kunsthåndværk til musik, dans og teater. Hele kroppen og alle sanserne skal med andre ord i sving. Det glæder Karina Krægpøth, der som klovnen Badut besøger festivalen med teaterstykket "Stor, større, størst":
- Jeg vil rigtig gerne bakke om en kulturfestival på Mols, fordi kultur skaber fællesskaber, og gennem kultur kan vi få et nyt perspektiv på os selv og andre mennesker, siger hun.
Det er gratis at deltage, og man behøver ikke at tilmelde sig. Det endelige program for festivalen offentliggøres her på siden, så kig forbi.
Ekskursion fra Mols til Marsken 7. og 8. september, 2019
Opdatering d. 4. marts: Turen er desværre aflyst, da der var for få tilmeldte.
Kulturgruppen ved Pål Ledaal vil arrangere en udflugt med bus til marsken i september.
Første stop bliver ved Vadehavscentret uden for Ribe med dets specielle arkitektur og præsentation af vadehavets natur og dyreliv vil være første stop. Derefter går turen til Refugiet i Løgumkloster, hvor der er overnatning. Om aftenen udflugt til "Sort Sol" med naturvejleder.
Næste dag går turen til Noldemuseet i Seebüll med film om Emil Noldes liv og kunst, en særlig have og selvsagt udstilling af hans kunst. Nolde er måske den største kolorist i kunsthistorien.
Derefter transport tilbage til Knebel med stop for lidt grænsehandel undervejs.
Pris, inkluderet måltider, ved minimum 25 personer:
1.660 kr. ved overnatning på dobbeltværelse.
1.850 kr. ved overnatning på enkeltværelse.
Bindende tilmelding inden 1. marts til:
paal.ledaal@mail.com
Der skal være 24 tilmeldte, før turen gennemføres.