Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Stemningsrapport fra Børnekulturnatten

Børnekulturnat 2021 HEMMELIGHEDER i Sletterhage Fyr
Fredag d. 12. november var der Børnekulturnat i Syddjurs Kommune. Og der var hemmeligheder på programmet – også i Sletterhage fyr.

Først fik vi fortællingen om sømandens hemmelige møde med en violinspillende kvinde, som rejste rundt i verden og spillede violin ved alle fyr i hele verden. Og tilslut mødte vi hendes skønne datter, som gav en lille koncert for os. Smuk fortælling og dejlig musik.

Tak til alle deltagere, medvirkende og ikke mindst det gode publikum. Alle var med til at gøre det til en god og spændende aften.

Alle mand stak spaden i jorden til det nye MOLSVÆRKET

Fredag d. 5. november var der første spadestik til det nye fælles mødested i Knebel.

Der blev gravet på livet løs, da første spadestik skulle tages til det længe ventede mødested med arbejdstitlen “Knudepunktet” i fredags. Borgmester Ole Bollesen måtte pænt vente med at sætte sin fine skovl i jorden, for i første omgang var det alle børn fra Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge, der i fællesskab tog det første – og herefter mange flere – spadestik til huset. Der var nemlig skatte at grave efter i form af slik, og det gav masser af energi og gåpåmod hos de unge Mol- og helboer. Efter de unges store indsats var både politikere og borgere inviteret til at stikke egen spade i jorden, og det var der mange, der valgte at gøre.

Dagens fejring startede dog i festsalen på Molsskolen, hvor Kasper Østvig Nissen, næstformand i Mols i Udvikling, satte gang i humøret med udvalgte vers fra den efterhånden lange Mols i Udvikling-sang, som han selv forfatter nye vers til, efterhånden som projektet og nu også byggeriet udvikler sig. Herefter var der taler af Kirstine Bille, formand for Udvalget for familier og institutioner i Syddjurs Kommune, og Riber Hog Antonsen, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur. Herefter gik alle mænd og kvinder ud til byggepladsen og lyttede til en tale af Grith Mortensen, formand for Ejendomsfonden Knudepunktet Mols og Mols i Udvikling. Her blev det blandt andet afsløret, at huset nu skifter navn til Molsværket, som en markering af en frisk start for huset – og et farvel til alt det knudrede, der har forsinket byggeriet. Og så blev der givet signal fra en signalpistol til, at det store fælles første spadestik kunne sættes i gang.

Dagen sluttede med grillpølser og hyggemusik af Thomas og Simon Laursen i festsalen, hvor der var plancher om projektet – og hvor Ejendomsfondens bestyrelse og projektgruppen stod klar til at svare på spørgsmål om byggeriet.

“Det blev en fantastik dejlig dag – solskin, masser af godtfolk i alle aldre, taler, sang, musik, alvor og boblende glæde… det blev lige præcis den dag, vi så længe havde drømt om. Nu bygger vi endelig – og om mange år kan områdets børn fortælle deres børn og børnebørn, at de var med til at grave første spadestik på Molsværket. Større bliver det da ikke”, siger Grith Mortensen.

Det er Ejendomsfonden Knudepunktet Mols, der sammen med Syddjurs Kommune er bygherre på projektet.

Børnekulturnat i fyret

Fredag d. 12.november er der Børnekulturnat i hele kommunen. Mols i Udviklings kulturgruppe arrangerer sammen med Fyrets Venner en aften i Sletterhage Fyr med fortælling, en tur i tårnet og oplevelser i det hemmelighedsfulde mørke.

Kom og hør den sande historie om SØMANDENS HEMMELIGHED i Sletterhage Fyr.
Efter fortællingen kan du komme en tur op i tårnet og opleve, hvordan det fungerer om natten, og så skal vi på en hemmelig rute langs vandet i mørket.

Vi slutter aftenen med cacao og hygge ved bålet… Måske bliver der fortalt nogle hemmeligheder.

HUSK lommelygte, et krus og påklædning efter vejret.
Arrangementet er egnet fra 4 år. Det er gratis, men man skal bestille billet.

Bestil din billet her

Reparationscafeen åbner d. 7. november

Den 7. november kl. 15-17 er du inviteret til reception i den nye reparationscafe, der åbner i Lyngparken. Der er kaffe og kage – og mulighed for at få hjælp og låne fx en symaskine, så du kan få fikset noget af det, du ellers ville have smidt ud.

Hvad er en reparationscafe?
Der bliver åbent i reparationscafeen den første søndag i måneden kl. 15-17 og den tredje torsdag i måneden kl. 19-21.

Du finder reparationscafeen i Lyngparken, lejlighed 5N og 5M, Lyngevej 7, 8420 Knebel.

Du kan få  hjælp til at reparere de ting og sager, som du ellers ville erstatte med nye, fordi det er for dyrt at få de gamle ting repareret. Det kan være brødristeren, der pludselig ikke dur mere, de gamle bukser, der skal blive til shorts, eller lampen der har brug for en længere ledning.

Det er gratis at få hjælp og fx låne en symaskine. Er der brug for materialer til reparationen, skal du selv betale, og der bliver også en kaffekasse, så der er mulighed for en kop kaffe i løbet af aftenen.

Læs mere i den her tidligere artikel om reparationscafeen

Tilflytter? Kom til brunch og mød andre nye

Søndag den 14. november er tilflyttere fra 2020 og 2021 inviteret på brunch i Tved forsamlingshus. 

Er du ny på Mols eller Helgenæs? Så kan du godt glæde dig til røræg, gode indlæg om området og ikke mindst en mulighed for at snakke med andre nye, når Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling inviterer på gratis brunch for nytilflyttede.

Udover at møde en masse andre nytilflyttede, kan du høre Jan Schmidt, formand for Borgerforeningen Mols, og Kasper Østvig Nissen, næstformand i Mols i Udvikling, fortælle om de mange muligheder, der er i lokalområdet.

Kulturoplevelser for børn på Mols og Helgenæs i november

Alle børn, store og små og børnefamilier kan allerede nu glæde sig til forskellige kulturoplevelser i november.

Børnekulturnat
Fredag d. 12.november er der Børnekulturnat i hele kommunen. Mols i Udvikling arrangerer sammen med Fyrets Venner en aften i Sletterhage Fyr med fortælling, en tur i tårnet og oplevelser i det hemmelighedsfulde mørke.

Fælles program udsendes i løbet af oktober, og der kommer mere info på Facebook.

Teater: ”Iduns æbletræ”
Helgenæs Stadsteater viser årets forestilling, ”Iduns æbletræ”, i Helgenæs Forsamlingshus fredag d.19/11 kl. 19.00, lørdag d.20/11 kl. 11.00 og 15.30 samt søndag d. 21/11 kl. 14.00
Billetter kan købes på Go-Syddjurs. Her kan man også læse lidt om forestillingen.

Nisseteater: “Ja, ja, Nemlig”
Torsdag d. 25. november er der teaterforestilling i festsalen på Molsskolen kl. 16. Det er en nisseforestilling, som hedder: ”Ja, Ja, Nemlig” – en nissehistorie af Thomas Winding for familier med børn på 4 år og derover.

Nisseløb
I december står alt jo i nissernes tegn – så glæd jer til at gå tur i Mols Bjerge