Knebel og Mols i Udvikling nomineret til Landsbyprisen 2019

Otte Landsbyer og Landsbyfællesskaber dyster om at vinde Region Midtjyllands pris som årets Landsby. Med æren følger 150.000 kroner.

For 11. år i træk uddeler region Midtjylland en landsbypris, der skal sætte fokus på det gode og bæredygtige liv i Region Midtjyllands lokalsamfund. I år er Knebel og Mols i Udvikling med i opløbet om prisen, og det er formand for Mols i Udvikling, Grith Mortensen, selvfølgelig både stolt over og glad for:

– Rigtig mange mennesker har lagt rigtig meget energi i at få skabt fælles gejst og fodslag i vores lokalområde på Mols og Helgenæs. Derfor er det selvfølgelig dejligt, når rygtet om vores landsbyfællesskab er nået ud i landet og andre kigger i vores retning for at finde inspiration til udvikling, siger hun.

Mols i Udvikling var også nomineret til prisen sidste år, hvor Sall i Favrskov Kommune vandt prisen.

Udvikling er mange ting

De otte kandidater ligger i otte forskellige kommuner i Region Midtjylland, og vinderen af Landsbyprisen finder Regionsrådet i løbet af marts. Det er dog ikke nødvendigvis en let sag at udpege en vinder, for udvikling kan være mange ting: 

– Udvikling i landsbyer handler jo om meget andet end indbyggertal og den lokale brugs. Kandidaterne til Landsbyprisen 2019 skal være med til at vise vejen for, at udvikling i landdistrikterne også handler om fornyelse, natur, kulturarv, bæredygtighed og samarbejde. Nu glæder vi os til at se nærmere på forslagene fra LAG’er og kommuner og indstillingen fra ekspertpanelet, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V) i en nyhed  på Region Midtjyllands hjemmeside.

Læs mere om prisen og de nominerede på Region Midtjyllands hjemmeside

Twitter
Visit Us
Follow Me
LINKEDIN
Share
Mols I Udvikling på Instagram