Årsarkiv: 2019

Nytårshilsen til de mange frivillige kræfter

Kære alle i Mols i Udvikling
Et år nærmer sig sin afslutning, og det er tid til at gøre status over året, der snart er gået.

Og der er meget at glæde sig over, når man som formandskab for Mols i Udvikling ser tilbage på 2019. Mange interessante arrangementer og tiltag har I ført ud i livet til glæde og gavn for lokale borgere – store som små, unge som gamle. Ikke kun lokale borgere har nydt godt af jeres frivillige arbejde – også interesserede gæster fra hele landet har haft fornøjelsen af de arrangementer og tiltag, som I med stort engagement, kreativitet og masser af gåpåmod har sat i søen.

Vi vil sige jer en stor og hjertelig tak for jeres mageløse indsats i 2019, og vi håber, at I fortsat har mod på at være med til at løfte Mols i Udvikling i 2020 og i fremtiden.

Kigger vi fremad, er der meget spændende at glæde sig til i 2020. Først og fremmest er der Mols i Udvikling 2.0 den 19. januar, hvor borgerne på Mols og Helgenæs atter inviteres inden for med de ideer, der eksisterer i vores område. Dernæst er der byggeriet af Knudepunktet, som tager sin begyndelse først på sommeren. Meget andet står og venter på os i fremtiden – noget kender vi til, andet kommer til os henad vejen, og det er alt sammen fantastisk at være en del af.

Uden jer er der intet Mols i Udvikling. Tusind tak for i år. Vi glædes over alt det, som I – og vi i fællesskab – har formået at realisere i 2019, og vi er fulde af fortrøstning for årene, der kommer – med jer ombord, er det ingen sag at være på broen.

Ingen har det hele – sammen har vi næsten alt.

Godt nytår til jer alle.

Bedste hilsner
Grith og Kasper

Pulje til lokale projekter

Søg op til 5000 kroner til projekter og aktiviteter, der understøtter livet og fællesskabet på Mols og Helgenæs.

Har du en god ide til et nyt projekt eller en aktivitet, som skal foregå på Mols eller Helgenæs og være til glæde for andre? Så kan du søge midler i en ny pulje under Nordea-fondsprojektet “Knudepunktet – hvor godtfolk er, kommer godtfolk til”.

Du kan søge, hvis dit projektet eller aktivitet er lokalt forankret og peger ind i det fællesskab, der kommer i det nye fælles hus i Knebel, der står klar i 2020. Er det fx en aktivitet, som du kan forestille dig, kan gentages i de nye rammer?

Herudover er det blandt andet en fordel, hvis I minimum er to aktører, der søger sammen – eller hvis flere kommer til at samarbejde undervejs.

Læs mere og find et ansøgningsskema her

Indvielse af Storkesøen

Den 20. november kl. 10 er der indvielse af Storkesøen, der ligger bag boldbanerne ved Molshallen i Knebel.

Der skal plantes 50 forskellige slags træer og buske, så der kommer masser af forskelligeartet dyreliv i området. Børn fra Molsskolen og børnehaven skal være med til at plante træerne.

Formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, Kim Lykke Jensen (SF) vil klipper snoret sammen med driftsleder i Syddjurs Spildevand, Kathrine Edvard. Herefter kan man gå søen rundt og få en kop varm kakao med skumfiduser.

Læs mere om søen og indvielsen her

Netværk og smil til brunch for tilflyttere

Foto: Torben Salomonsen 

Der var godt gang i snakken ved bordene i Molshallen til årets brunch for tilflyttere, der blev holdt d. 10 november. Cirka 60 tilflyttere valgte at bruge søndag formiddag i hinandens selskab – og sammen med lokale, der ønskede at byde de nye tilflyttere hjerteligt velkommen.

Bag det årlige arrangement står Mols i Udvikling og Borgerforeningen Mols, der de seneste år med succes har arbejdet på at tiltrække tilflyttere til og altså også gerne vil give dem en god start på Mols-livet.

Læs mere om dagen i Adresseavisen (fra d. 19. november, side 44)

90 spiste med til første fællesspisning

Der var travlhed i køkkenerne på Molsskolen i går aftes d. 23. oktober. Madhusgruppen under Mols i Udvikling havde nemlig premiere på gratis fællesspisninger efter konceptet fra Madspildspensionatet, og konceptet blev skudt rigtig godt igang, fortæller Marianne Als Nielsen, der er formand for Madhusgruppen:

– Vi havde en super god aften med god stemning. Vi lavede en stor salatbar, frikadeller, koteletter og nogle stege. Der var også et fint dessertbord med lagkager og frugtsalat. De folk, jeg snakkede med, var rigtig godt tilfredse og synes, at det er en god ide.

Madhusgruppen havde regnet med, at der kom 61 til fællesspisningen, men der dukkede 90 op. Der var dog mad nok til alle – og alle fik en plads ved bordene i auditoriet på Molsskolen:

– Det gik fint, men vi skal have lavet et nyt tilmeldingssystem, så vi ved, hvor mange der kommer. Denne gang var skolekøkkenet også under renovation, så vi måtte bruge køkkenerne i SFO’en og på lærerværelset. Næste gang kan vi bruge skolekøkkenet, og det glæder vi os til, siger Marianne Als Nielsen.

Den næste fællesspisning er d. 27. november på Molsskolen.

Læs mere om fællesspisningerne her

Fællesspisning – Kom og spis gratis

Madhusgruppen under Mols i Udvikling og “Madspildspensionatet” inviterer til gratis fællesspisning på Molsskolen i Knebel den 23/10 kl 18. 

Du og din familie eller dig som bor alene, indbydes til at komme og spise et lækkert måltid mad. Du er også velkommen til at komme og deltage i madlavningen fra kl. 16 – det gør det kun endnu hyggeligere at lave maden sammen!
Måltidet fremstilles alene af overskudsmad leveret af butikker i lokalområdet. Maden fejler intet, men er blevet til overs i produktionen og skulle ellers bare have været smidt ud.
Vi håber meget, at du har lyst til at komme, og at du er blevet nysgerrig efter at komme og smage på hvad der kan fremtrylles af mad, der bare skulle have været smidt ud.

Tilmelding
Du skal bare tilmelde dig og tage din egen tallerken, glas, kniv, gaffel og ske med.
Vi vil gerne vide, hvor meget mad vi skal lave, så send en sms på 6128 3743 med besked om du kommer. Vil du hjælpe med at lave maden? Vil du hjælpe med at vaske op?

Mad sponsoreres af Daglì Brugserne i Vrinners og Tved og Meny i Rønde, og projektet støttes af Nordea-fonden. Tusind tak til dem!

Tang-foredrag med smagsprøver 1. oktober

 

Få en smagsprøve på foredraget i videoen herover. (Link til Youtube).

Vidste du, at tang bruges til mange spændende ting, fx kakaomælk, svinefoder, sko og medicin? Kunne du tænke dig at lære de mest almindelige tangplanter at kende, få fif til at lave mad med tang – og måske også smage på tang?

Så skal du komme til foredrag om tang d. 1. oktober kl. 19 i auditoriet på Molsskolen.

Lone Thybo Mouritsen, som er havbiolog og ansat på Kattegatcentret, holder foredraget, og der vil blive serveret små smagsprøver, som kan skylles ned med en øl eller vand.

Det koster 25 kroner, som går til Knudepunktet.  Bag foredraget står Kulturgruppen under Mols i Udvikling.

Vil du være med til at skabe liv på Mols og Helgenæs? 

Der er masser af muligheder for at være med til at skabe det liv, du ønsker i dit lokalsamfund. 

Her på siden kan du læse om grupperne i Mols i Udvikling, der på hver deres måde er med til at skabe liv i området. Mange af grupperne er åbne, hvis du har lyst til at bidrage med din tid og kompetencer. Find grupperne under menupunktet “Mols i Udvikling” og “Arbejdsudvalg”.  

Mols i Udvikling er en åben projektorganisation. Hvis I er to, der har en ide, kan I starte en gruppe i Mols i Udvikling. I har bolden, men som en gruppe i Mols i Udvikling er der både viden og netværk at trække på. 

Går du rundt med en ide til et nyt initiativ, er du meget velkommen til at komme og vende ideen med tovholder, Eva Strøm. Fang hende på 29931723 eller på eva.s@molsiudvikling.dk.

Mød Fokusgruppen

Mols i Udviklings fokusgruppe mødes fire gange om året. Her har alle grupper i Mols i Udvikling mulighed for at komme og udveksle erfaringer og snakke om fælles projekter.

På fotoet er deltagerne til Fokusgruppemødet d. 21. august fanget ved Molshallen. Øverst fra venstre: Knud Schmidt fra Fælleshaverne, Birgitte Højlund fra Generationsmøder, Pål Leedal fra Kulturgruppen, Grith Mortensen, formand, Kasper Nissen, næstformand, Torben Salomonsen fra Kommunikationsgruppen, Ole B. Sørensen fra Bosætningsgruppen, Claus Rasmussen fra kirkerne på Mols og Helgenæs, Marianne Als Nielsen fra Madhusgruppen, Christa Egense fra Kulturgruppen og Byens Blå Torv og Jane Toubro fra Tilgængelig natur og Ridegruppen. Gruppernes kontaktoplysninger findes under hver gruppes side.