Kære alle i Mols i Udvikling
Et år nærmer sig sin afslutning, og det er tid til at gøre status over året, der snart er gået.
Og der er meget at glæde sig over, når man som formandskab for Mols i Udvikling ser tilbage på 2019. Mange interessante arrangementer og tiltag har I ført ud i livet til glæde og gavn for lokale borgere – store som små, unge som gamle. Ikke kun lokale borgere har nydt godt af jeres frivillige arbejde – også interesserede gæster fra hele landet har haft fornøjelsen af de arrangementer og tiltag, som I med stort engagement, kreativitet og masser af gåpåmod har sat i søen.
Vi vil sige jer en stor og hjertelig tak for jeres mageløse indsats i 2019, og vi håber, at I fortsat har mod på at være med til at løfte Mols i Udvikling i 2020 og i fremtiden.
Kigger vi fremad, er der meget spændende at glæde sig til i 2020. Først og fremmest er der Mols i Udvikling 2.0 den 19. januar, hvor borgerne på Mols og Helgenæs atter inviteres inden for med de ideer, der eksisterer i vores område. Dernæst er der byggeriet af Knudepunktet, som tager sin begyndelse først på sommeren. Meget andet står og venter på os i fremtiden – noget kender vi til, andet kommer til os henad vejen, og det er alt sammen fantastisk at være en del af.
Uden jer er der intet Mols i Udvikling. Tusind tak for i år. Vi glædes over alt det, som I – og vi i fællesskab – har formået at realisere i 2019, og vi er fulde af fortrøstning for årene, der kommer – med jer ombord, er det ingen sag at være på broen.
Ingen har det hele – sammen har vi næsten alt.
Godt nytår til jer alle.
Bedste hilsner
Grith og Kasper