Månedsarkiv: februar 2017

Så er delebilen en realitet

Lørdag den 18. februar ankom Arne Andersen fra Byens bil til Knebel med en ny Hyundai i10

Arne Andersen fra Byens Bil fortæller, at dette er den 13. bil, som firmaet råder over. Og der kommer flere og flere til… Foto: Kasper Nissen

Byens bil har nu placeret en delebil i Knebel til gavn for beboere på Mols og Helgenæs.

Bilen står placeret på busholdepladsens p-plads, og nøgleboksen hænger ved indgangen til venteværelset.

Alle der tegner et medlemskab via Byens bil kan booke og benytte bilen. Se mere på Byens bil.

Tillykke til Mols og Helgenæs og tak til alle der har bidraget til at gennemføre projektet.

 

Byens bil indtager Mols

Borgerforening og Mols i Udvikling står bag etableringen af delebil, som kommer til at stå i Knebel – formentlig allerede fra weekenden den 18.-19. februar

Af Kasper Nissen

Hjulene kører fortsat rundt på Mols. Og nu kommer der flere hjul på landevejene, for Borgerforeningen og Mols i Udvikling har netop indgået aftale med Byens bil om at Knebel skal huse en delebil.

Louise Juul, som er en af bag-kvinderne, ser flere gode grunde til at få fingrene i en delebil.

“Delebilen er en investering i området. For det første kan bilen dække et aktuelt behov i lokalområdet, og så er det attraktivt for potentielle tilflyttere,” siger Louise Juul.

Hvordan kommer den nye delebil med base i Knebel til at se ud? Måske sådan her?

Måske kan man undvære “bil to”?
På den baggrund er det intentionen, at folk der bor i landdistrikterne kan nøjes med at have en bil i stedet for to.

Delebilen kan forhåbentlig dække det resterende behov, og der er muligvis allerede behov for at indgå aftale om at endnu en bil skal tilknyttes Mols og Helgenæs.

Louise Juul forventer at bilen kommer til at stå placeret i Knebel, og det er planen, at konceptet skal rulle ud på landevejene fra den 18.-19. februar.

Det første år er finansieret
Borgerforeningen har kastet midler i konceptet, så finansieringen er på plads det første år, men det er intentionen at konceptet skal være finansieret af brugere og sponsorer.

“Vi skal forsøge at få lokale sponsorer til at reklamere på bilen, så brugerne af bilen reklamerer for lokale erhvervsdrivende,” fortæller Louise Juul.

Sponsorkonceptet med byensbil.dk betyder, at prisen for anvendelse af bilen er særdeles attraktiv.

Hvis du vil vide mere om byens bil?

  • Firmaet er et mindre selskab, som startede i landbyen Højmark i Vestjylland. Byens bil råder over 9 biler i Ringkøbing-Skjern og 3 i Feldballe, samt en i Mørke. Forventer at udvide med 10 biler i det kommende år. Den ene altså i Knebel.
  • Ideen med byens bil er at institutioner og private kan tegne et medlemskab, og så kan ellers rulle ud i delebilen, når man har booket bilen via byensbil.dk.
  • Du kan få mere information, blandt andet om priser, på byensbil.dk.

Vi gentager succesen fra 2016 og laver også i 2017 Naturfestival!

I år bliver det d.20. maj og på Karpenhøj Naturcenter, hvor det kobles med en bålmadsfestival med deltagelse af lokale producenter og kokke mm.

Naturfestivalen bliver opbygget omkring aktiviteter, hvor foreninger og private kan byde ind med de aktiviteter som de laver i naturen. Det er helt op til de enkelte hvad de vil byde ind med: vandreture, snitteaktiviteter, fortællinger omkring bålet, knob og knuder osv. Der er dog fokus på børn og familier og på læring i naturen.

Der bliver fællesspisning omkring bålet om aftenen og mulighed for at overnatte enten i shelter, i telt eller hængekøje i skoven i forbindelse med Det Danske Spejderkorps ”Sov ude”.

Hvis du/I er interesseret i at byde ind med en aktivitet eller hjælpe med til naturfestivalen så er der møde torsdag d. 9. marts kl.19-21
Sted.: Karpenhøj Naturcenter, Dragsmurvej 12, 8420 Knebel.
Tilmelding og spørgsmål til Mette Foged, mette@mettefoged.dk, tlf. 51807550

Digitalt tigerspring på Mols og Helgenæs!

Det moderne Danmark kræver digitale borgere. Vi har digital postkasse. 

Faktisk er der snart ikke meget i vores daglige omgang med hinanden, som ikke er digital.

Ingen virksomhed kan i dag klare sig uden sikre og stabile mobil- og bredbåndsforhold. Og vores sociale samvær er i tiltagende grad flyttet ud i cyberspace. Her tales ikke om digital bekvemmelighed eller godt internet blot for sjov. At være digital er et grundvilkår i 2017. Om man kan komme på mobilnettet og internettet eller ej har vidtrækkende konsekvenser for, hvor erhvervslivet slår sig ned, og hvor man bosætter sig.

Nu får du mulighed for super hurtig internetforbindelse. Når du melder dig her inden udgangen af marts måned, får du bredbånd i din bolig for et engangsbeløb på 500 kr., som også dækker gravning frem til husets sokkel samt opsætning af fiberboks (Dog bindingsperiode på 6 mdr.). Endvidere kan man udnytte håndværkerfradraget. Det kan næppe gøres billigere og må samtidig ganske givet betragtes som sidste udkald for at løfte Mols og Helgenæs op i kommunikationens topklasse. Du fremtidssikrer og øger din boligs værdi ved salg eller udleje. Du får adgang til stabilt internet og TV. Muligheden for at drive virksomhed forbedres og du kan arbejde hjemmefra. Dine børn og børnebørn synes sikkert, det er en god idé. Så skynd dig! Klik ind her og tilmeld dig på dit nærmeste område.

Opbakning helt nødvendig Projektet falder til jorden, hvis det ikke får tilslutning fra 40% af de mulige adresser inden 30. marts 2017. Derfor er det meget vigtigt, at du ikke blot tilmelder dig selv. Det får du ikke meget ud af, hvis vi ikke samlet på Mols og Helgenæs når de 40% i tilslutning. Det er i høj grad vigtigt, at du formidler budskabet i dit netværk! Kom og få mere at vide i Strands Forsamlingshus den 7. febr. kl. 18, hvor Fibia giver en bid brød. Tilmeld dig på mail mailto:joergen@oergaard.dk

Med venlig hilsen

Jørgen Ørgård

Borgerforeningen Mols – Distriktsråd for Mols og Helgenæs

Mobil: 40289918

mail: joergen@oergaard.dk 

www.borgerforeningen-mols.dk

www.molsportalen.dk