Så er den nye tovholder til Mols i Udvikling fundet

Eva Strøm bliver ny tovholder for Mols i Udvikling pr. 1. januar 2019. Hun er 44 år og kommer fra en stilling som kommunikationskonsulent og projektleder i Landsforeningen af Menighedsråd.

Tidligere har hun arbejdet med forebyggelseskampagner som informationsansvarlig i Aarhus Brandvæsen og med markedsføring som tekstforfatter på envision reklamebureau. Hun kommer med erfaring som projektleder og med en stor viden om kommunikation i alle afskygninger. Nu ser hun frem til nye udfordringer som tovholder:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Det bliver spændende at få indsigt i alle de mange projekter, der er en del af Mols i Udvikling, og møde de mange mennesker, der lægger kræfter i at gøre Mols og Helgenæs til et godt sted at bo, besøge og arbejde.

Eva bor i Egå med sin familie.

Grith Mortensen, formand for Mols i Udvikling, har været med til at ansætte Eva. Hun glæder sig sammen med resten af ansættelsesudvalget over, at aftalen med Eva Strøm er faldet på plads og til at Eva starter i jobbet.

– Vi har været i en luksussituation med 112 ansøgere, så opgaven har ikke været helt let. Vi var, udover hendes stærke faglige kvalifikationer, meget imponerede over Evas evne til at afkode, hvad Mols i Udvikling er for en størrelse, hendes nysgerrighed i forhold til opgaven og lyst til at arbejde med de frivillige, kommenterer Grith Mortensen.

Tovholderens arbejdsopgaver er helt gennemgående at koordinere og understøtte det arbejde og de fokusområder, som Mols i Udvikling arbejder med, bl.a. at understøtte det store frivillige arbejde, der udføres for at holde lokalsamfundet på Mols og Helgenæs sprudlende og sikre fortsat tilflytning, at samarbejde med andre kultur- og idrætsaktører såvel som erhvervsliv, frivillige og foreninger om arrangementer og aktiviteter, hjælpe til med fundraising i samarbejde med de frivillige fundraisere og kommunikationsopgaver i tæt samarbejde med MiU Kommunikationsgruppen, at udvikle Knudepunktets profil og aktiviteter, samt at have fokus på erhvervsudvikling i området. Midlerne til at ansætte tovholderen kommer fra Syddjurs Kommune.

Tovholderen skal gerne opleves som et ”Point of Entry”, dvs. dét sted, hvor man henvender sig med spørgsmål, ideer, sparring, mv. Men tovholderen kommer ikke til at overtage opgaverne fra de frivillige.

– Tovholderen skal ses som en ekstra ressource i forhold til alle de stærke frivillige kræfter, som skaber lokalsamfundet på Mols og Helgenæs. Det er vigtigt, at de frivillige fortsætter deres store arbejde med – i fællesskab – at udvikle vores område, men vi håber, at Eva Strøm kan komme med ny energi og ideer til grupperne og ad den vej sætte turbo på alle de gode aktiviteter på Mols og Helgenæs, afslutter Grith Mortensen.

SHARE
Facebook
Facebook
GOOGLE
GOOGLE
http://molsiudvikling.dk/2018/11/19/saa-er-den-nye-tovholder-til-mols-i-udvikling-fundet/
LINKEDIN
Mols I Udvikling på Instagram