En molbohistorie – om Eva Andreassen

”Alene er du altid begrænset – men i et fællesskab hvor man hjælper hinanden, der når man langt.” Sådan fortæller 55-årige Eva Andreasen om motivationen for sine mange år som frivillig.

Af Sofie Saxtoft Højlund, Mols i Udvikling

Foruden fuldtidsjob som ortopædskomager i Århus, bruger Eva Andreassen en stor del af sin vågne tid på at være leder for den eftertragtede Mols Søspejdergruppe. Hun tager imod i spejderhuset ved Knebelbro, hvor brændeovnen knitrer om kap med ilden i Evas øjne, når hun beretter om sit liv og om det efterhånden 20-årige engagement i ”1. Mols Sø”.

Eva flyttede til Mols med sin daværende mand og to børn for godt 20 år siden, og fra starten følte hun sig velkommen og veltilpas i et samfund, som forventede åbne døre:

”Min mand oplevede det som irriterende nysgerrighed. Jeg oplever det som en slags nabohjælp. I byerne kan du dø, og ingen opdager dig, før du begynder at lugte. Her stikker naboen hovedet ind, så snart din bil har holdt stille i et par dage. Man kender hinanden, og ingen føler sig alene”.

Sjæl frem for café latte

Siden flyttede eksmanden ud, og Eva lever i dag sammen med det hun kalder ”en rigtig molbo”. Sammen har de brugt en god del af deres liv på frivilligt arbejde i lokalsamfundet. Mest af alt fordi de oplever det som en både nødvendig og naturlig del af et godt liv på landet – det er blevet en vigtig del af deres fælles identitet, siger hun og fortsætter:

”Her på landet går det hele lidt langsommere, og jeg tror, det betyder, at vi har sjælen med. Vi har ikke biografer og cafeer, så vi er tvunget til at snakke med vores naboer – også dem vi ikke kender så godt. Og i stedet for at drikke café latte, så laver vi noget sammen.”

Fællesskab kan være et spørgsmål om liv og død

Fællesskab synes at være en gennemgående værdi i Evas fortællinger. Ikke mindst når det gælder Søspejderne, hvor samvær og samarbejde får meget konkret betydning – og i sidste ende kan betyde forskellen på liv og død:

”Det er jo livsfarligt, hvis man ikke kan stole på hinanden, når man er på vandet. Det er helt afgørende, at man overholder aftaler, hjælpes ad, gør hvad der bliver sagt og gør sig umage”.

Det at kunne indgå i et fællesskab bliver trænet, allerede fra de yngste børn træder ind af døren i spejderhuset. Her handler det om, at alle deltager i madlavning, alle vasker op, alle hjælper med at bære kanoerne i vandet. Somme tider kan det leges ind, men man skal også lære, at fællesskab forpligter:

”Det kan være svært for nogle børn i starten, men jeg bliver så stolt, når jeg ser, at vores unge bare kan det. I sommer sejlede vores store klanspejdere selv på Det Ioniske Hav, og de siger, at det er deres mange år her hos Søspejderne, som betyder, at de kan finde ud af at være sammen, sejle sammen og arbejde sammen. Det er skidestærkt!”

At Eva og de andre frivillige hos Søspejderne har formået at skabe et hyggeligt og stærkt fællesskab med gode oplevelser, spores blandt andet i medlemstallet. Søspejderne er gennem de seneste år blevet så populært for områdets børn og unge, at der lige nu er venteliste, og nogle forældre vælger endda at skrive deres børn op allerede fra fødslen.

Den nødvendige råstyrke

Det er tydeligt at mærke, at Eva brænder for både spejderfællesskabet, for livet på vandet og det lille spejderhus ved Knebelbro. Hun tilbringer mange timer her, og hendes engagement og evne til at få ting til at ske, bliver også bemærket i lokalsamfundet på Mols. I 2016 modtog hun Ole Laursen-prisen – et markant skulderklap til frivillige, som yder en særlig indsats på Mols og Helgenæs.

Når netop Eva har haft så stor betydning for Søspejderne, hænger det sammen med hendes vilje til at løfte i flok og lyst til at udvikle børn og unge – men hendes personlige fortælling har måske også givet hende en nødvendig råstyrke:

”Jeg er ikke født med en guldske i munden, og jeg har altid måtte kæmpe… Mine to første mænd var alkoholmisbrugere, og den slags ægteskaber forlader man altid for sent. Det har lært mig, at man ikke skal helt ned i sølet, før man går videre. At grænsen skal trækkes. Det bruger jeg til i dag at være den, der tør kæmpe når man skal og tør trække stregen, når der er brug for det.”

Vi skal gøre noget for hinanden og med hinanden

Indimellem sker det, at Eva får brug for et pusterum fra jobbet og de mange jern i ilden. Så går hun ad den lille sti fra sit hjem nær Skødshoved langs stranden. Her nyder hun at sidde alene, lytte til bølgeskvulpene og betragte de fjerne lys fra Århus:

”Så tænker jeg: Godt jeg er på den her side af vandet! Det er altså den bedste kur mod stress”.

De kommende uger er der igen nok at se til for søspejderne og for Eva. Det årlige juleblad er skrevet og trykt, og snart starter juletræssalget. Det tager tid og kræfter for den nybagte mormor, men det er det hele værd:

”Her på Mols er det jo et spørgsmål om, at hvis vi ikke gør noget selv, så sker der heller ikke noget. Til gengæld bliver livet også meget sjovere, når vi gør noget for hinanden og med hinanden.”