Glade gæster mødte Mols på “Molsværket”

Mød Mols foregik for første gang i det nye samlingssted “Molsværket” i Knebel. Foto: Kristian Dalsgaard

Det nye samlingssted “Molsværket” lagde rammer til et succesfyldt møde mellem potentielle tilflyttere og lokale ildsjæle fra Mols og Helgenæs søndag d. 26. maj.

Der er masser af smukke landskaber og gode naturoplevelser på Mols og Helgenæs – og det er i sig selv gode argumenter for at flytte til området.

Men der er også meget andet positivt på Mols og Helgenæs. F.eks. stærke fællesskaber og stort antal vidt forskellige lokale initiativer.  Og netop de kvaliteter var med til at skabe grundlaget for at “Mød Mols på Molsværket” blev et vellykket arrangement for mulige tilflyttere til området.

“Vi har igen i år oplevet en fantastisk opbakning til vores arbejde med at fortælle om lokalområdet”, siger Ole Brus Sørensen, der er en del af Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling.

Opbakningen kommer både fra virksomheder, skoler og børneinstitutioner, og fra de mange grupper, foreninger og lokale beboere, som beredvilligt stiller op for at give gæster et troværdigt og nuanceret indblik i, hvordan livet på Mols og Helgenæs kan være.

Kombinationen af informationsoplæg og uforpligtende snak med et bredt udsnit af de lokale mol- og helboere gør et stort, positivt indtryk på mange af de potentielle tilflyttere. De generelle tilbagemelding fra gæsterne er, at de føler sig både godt oplyst og godt taget imod af alle dem, der måske kan blive deres fremtidige naboer

Resulterer indsatsen så i nye beboere til området? Erfaringen fra tidligere år viser, at ja, det gør det – ikke nødvendigvis nu og her, men måske næste år eller året efter.

Vores mål er ikke at få så mange som muligt til at flytte hertil så hurtigt som muligt. Vi ser det mere som en mulighed for at kvalificere en evt. beslutning om at flytte hertil, så man ved hvad man går ind til. Det handler om at skabe gode match mellem nye beboere og hvad Mols og Helgenæs tilbyder i form at fantastisk natur, stærke fællesskaber og borgerdrevne initiativer”, forklarer Ole Bruus Sørensen.

“En tilflytning er kun en rigtig succes, hvis de nye beboere føler sig godt tilpas og bliver boende – og ser sig selv som en del af et aktivt lokalmiljø. Det er til størst glæde for alle parter. Vi plejer at sige, at alt kan lade sig gøre på Mols og Helgenæs – bare vi gør det selv! Det gælder både for os, der allerede bor her, og for dem, der vælger at flytter hertil”, slutter Ole Brus Sørensen med et smil.

…………………

For yderligere information, se www.molsværket.dk eller kontakt:
Ole B. Sørensen: obs@snedkergaarden.dk eller på tlf.: 2090 2202
Kristian Dalsgaard:  kd@deltacomm.dk eller på tlf.: 4029 3040

Twitter
Visit Us
Follow Me
LINKEDIN
Share
Mols I Udvikling på Instagram