Månedsarkiv: oktober 2022
Nye skolegårde og passage til Molsværket er på vej
Molsskolen får nye spændende skolegårde fra næste skoleår. Med projektet Molsstriben oprettes tre skolegårde, der indbyder til leg, fællesskab og ophold for alle aldre – og som samtidig udgør en ny inspirerende vej fra skolens hovedindgang og ned til det nye Molsværket.
Syddjurs Kommune, Molsskolen, Ejendomsfonden Molsværket og Mols i Udvikling står sammen om projektet ”Molsstriben”, der er et bevægelsesbånd, der forbinder Molsskolens hovedindgang ned gennem nye inspirerende skolegårde og ned til Molsværket. Projektet finansieres af midler fra henholdsvis Syddjurs Kommune, Nordea-fonden og Molsskolen.
Molsstriben har været længe på tegnebrættet. Projektet er udbudt på baggrund af skitseforslag udarbejdet af Vega Landskab ApS. som en del af projektet omkring Molsværket. Dengang var der en grundig brugerproces, hvor både skolens børn og fritidsbrugere blev inddraget. Det var en meget givende proces, og derfor har brugerne også været involveret i at vælge det endelige projekt.
Projektet har netop været i udbud, og der kom fire flotte bud på projektet ind. Vinderen blev HAGS Danmark A/S, der nu sammen med brugere i alle aldre skal i gang med at få projektet fra papir til virkelighed.
Vinderprojektet fra HAGS blev udpeget den 28. september 2022. Her samledes repræsentanter fra elevrådet, lærere, skolelederen, repræsentanter fra Mols i Udvikling, projektleder fra Ejendomme og endelig en udbudskonsulent fra Syddjurs Kommune for at vurdere de indkomne projekter.
Tovholder for brugergruppen ”Bevægelse Ude” og næstformand i Mols i Udvikling Søren Ibsen udtaler:
- Det var en fantastisk dag, hvor vi ikke mindst fik super kvalificeret input fra børnene omkring, hvad der duede og ikke duede i hvert af de indkomne forslag. Det var vildt inspirerende – og helt sikkert en kæmpe oplevelse for både de børn og voksne, der deltog i processen. Mit blik ind i projektet har også været at få lavet et bevægelsesbånd, som kan bruges, når skolens børn er gået hjem. Og jeg er sikker på, at projektet fra HAGS kan give masser af liv både i skoletiden og fritiden for store og små.
Claus Peter Olesen, distriktsleder på Molsskolen, er også meget tilfreds med projektet. Han udtaler:
- Det er fantastisk, at vi nu får mulighed for at etablere nogle spændende udeområder til bevægelse og hyggeligt samvær for børn og voksne på Molsskolen. Molsskolen fremstår på mange måder tidssvarende, men vi mangler virkelig områder til bevægelse og aktivitet i vores tre skolegårde. Det får vi nu med et fantastisk projekt fra HAGS. Repræsentanter fra elevrådet har været med til at kvalificere beslutningen om det skolegårdsprojekt, som vi nu har peget på. Eleverne har været fantastiske til at komme med input til vores nye skolegårde. De indspark skal vi nu have implementeret i det endelige projekt, og så skal vi bare i gang.
Endnu et fælles projekt
Det er langt fra første gang, at Syddjurs Kommune, Mols i Udvikling, Ejendomsfonden Molsværket, Molsskolen og de lokale frivillige kræfter samarbejder om et projekt. Det er nemlig de samme parter, der bygger Molsværket sammen. Det er et samarbejde, som giver rigtig meget mening set fra Syddjurs Kommune.
Formand for Familie, børne- og læringsudvalget Kirstine Bille udtaler om projektet:
- Projektet omkring Molsværket og nu med udeområdet Molsstriben er et stærkt eksempel på det gode samarbejde mellem kommune, skole, lokale kræfter og ikke mindst børnene. Sammen kan vi mere og skabe gode løsninger. Det er erfaringer, vi skal tage med os, når vi i de kommende år skal arbejde videre med at forny og modernisere vores institutioner.
Derfor vandt HAGS
De indkomne forslag blev vurderet ud fra pris, løsning og kvalitet, baseret på dette kan HAGS levere det mest økonomisk fordelagtige tilbud og er derfor kåret som vinder. Forslaget fik blandt andet følgende ord med på vejen fra brugerne:
- Det bedste projekt med gode aktiviteter og opholdsmuligheder – både for dem der vil have høj puls, dem som vil optræde med sang og dans og til dem, som blot vil sidde og kigge på eller snakke.
- Løsningen giver mulighed for, at området kan ”forceres” i gang, løb, i rullestol, med rollator eller på hjul.
- Der er masser af muligheder for hvil på vejen gennem skolegårdene, og der er plads til masser af fællesskaber i løsningen.
Projektet var en klar vinder, da brugerne skulle vurdere selve løsningen. Der kom også nogle ændringsforslag på mødet, som der kigges ind i som en del af det videre projekteringsarbejde sammen med brugerne.
Kontakt:
Vil du vide mere, kan du kontakte projektleder Heidi Scott Lundby, Ejendomme, Syddjurs Kommune, på mail hslu@syddjurs.dk eller på telefon 6120 3841.