Indsamling til nyt samlingssted på Mols

Støt det nye “Knudepunkt”

Gennem de seneste år har Mols i Udvikling, Syddjurs Kommune og lokale aktører knoklet for at bane vejen for et fælles hus med arbejdstitlen “Knudepunktet” for alle molboer og helboer. Målet er nu inden for rækkevidde, flere fonde er interesserede i at støtte, men vi mangler din hjælp!

Vi skal vise af lokalbefolkningen er med, inden de store fonde siger endeligt JA.

Som borger eller virksomhed kan netop din donation eller kreative indsamlingsidé blive helt afgørende. Målet er et samlingssted, som knytter bånd og skaber naturlige møder på tværs af geografi, alder og interesser. Et sted, hvor unge og gamle ”hænger ud”, dyrker idræt, går i børnehave, mødes i strikkeklubben, får et måltid mad eller en kop kaffe med præsten, naboen eller den nyligt tilflyttede familie. Et hus som emmer af liv fra morgen til aften – og som bliver symbol på, at vi kan opnå meget, når vi står sammen!

“Knudepunktet” skal ligge i Knebel i umiddelbar forlængelse af Molsskolen og Molshallen, så det binder byen sammen og er let at komme til og fra på cykel, i bil og med offentlig transport.

Du kan støtte “Knudepunktet” på flere måder:

Støt via Folkeaktie

Du kan støtte projektet gennem køb af en Folkeaktie, smukt dekoreret af den lokale kunstner Ilse Larsen og i tre kategorier: Guld, Sølv og Bronze.

Rækker økonomien ikke helt til en folkeaktie, har du måske mulighed for at slå dig sammen med fx kollegerne om en fælles folkeaktie, som kan pryde kontoret.
Du kan selvfølgelig også donere et mindre beløb uden at købe Folkeaktie – hver en krone tæller.

Vi vil gerne takke alle, som har lyst til og mulighed for at bakke op om projektet. Med stort og småt – alt tæller! Alle folkeaktionærer vil derfor blive nævnt her på siden (med mindre I ikke ønsker det).

Støt via “det digitale loppemarked”

På Facebook har vi oprettet en særlig indsamlingsside, hvor alle borgere inviteres til fælles loppemarked. Sælg din gamle cykel eller mormors gamle klædeskab – og lad pengene gå til det fælles “Knudepunktsbyggeri”.  Find Facebook-siden her.

Støt som virksomhed – bliv sponsor

Vær med til at støtte det gode formål og bliv eksponeret i lokalsamfundet.

Ønsker I som virksomhed at støtte op om projektet, hører vi meget gerne fra jer. I kan bidrage som sponsorer, med arbejdskraft i forbindelse med projektet eller som medindsamler. Kontakt Eva Elsig på tlf. 27260600 eller mail: post@molsiudvikling.dk så tager vi en snak om mulighederne.

Sponsorater kan udfærdiges individuelt og annonceres her på siden og på Facebook. Som sponsor for “Knudepunktet” vil jeres virksomhed blive vist og husket som en af dem, der var med til at gøre drømmen til virkelighed.

Følg med

Alle interesserede kan løbende følge med i indsamlingen her på siden og på Facebook-siden. Vi sørger for at opdatere jævnligt, så I kan se, hvordan det går.

Viser det sig, at “Knudepunktet” – mod al forventning – ikke kan realiseres, tilbagebetales alle donationer naturligvis.

Se mere her:

Indsamling til nyt samlingssted på Mols

Tankerne bag det nye samlingssted

Selve byggeriet

Økonomien

Folkeaktier – en investering i fælles fremtid

Folkeaktionærer

Støt via indbetaling