Tre torsdage i november rullede børnehavebørn og dagplejebørn pebernødder og trøffelkugler i ældrecentret Lyngparken – til glæde for både børn og ældre.
Julestemningen blev bragt ind i Lyngparken i november med børnestemmer, julekageduft og julesang, da projektet ”Julebagning med børnehaverne og dagplejerne omkring Lyngparken – på tværs af generationer” blev til virkelighed.
Den 10 november besøgte 20 børn og tre pædagoger fra Børnehuset Mols Lyngparken, d. 17. november var det 16 børn og fem pædagoger fra de kommunale dagplejere, der var på besøg – og endelig kom 26 børn og fem pædagoger fra Naturbørnehaven til julebagning d. 24. november.
Lyngparkens cafes frivillige havde forud for besøgene lavet dej i rigelige mængder til hundredvis af pebernødder og trøffelkugler – alt omhyggeligt afvejet og nøje beregnet til antal bagere pr. gang.
Ellen Mortensen, der er en af de frivillige arrangører, fortæller:
“Allerede ved 9-tiden på dagen var alt parat til at modtage de unge bagere. Bordene i Centersalen var stillet op, så hver bager kunne få sin egen arbejdsplads. Dejen var klar, fordelt med en klump dej til hver bager. Efter de unge bagere havde styrket sig til dysten med boller og saftevand, blev der meldt ”klar, parat, bag” – og så gik ungerne ellers i gang, hjulpet af pædagoger og frivillige. Et stort arbejde blev lagt for dagen, dyb koncentration med opgaven – for det er ikke altid let at forme pebernødder med små fingre. Mange, mange pebernødder i forskellige størrelser og faconer blev dog efter ihærdig indsats sat på plader – og derefter bagt i Lyngparkens cafes store ovn.
Mens de små bagere sundede sig lidt, før de gik i gang med næste projekt – formning af trøffelkugler – måtte der tankes op med lidt frugt og saft. Og alt imens duften af de bagte pebernødder bredte sig i hele salen, blev der selvfølgelig tid til et par julesange – sange leveret af karsken bælg til stor fornøjelse for tilskuerne fra plejehjemmet og centret.
Og så gjaldt det trøffelkuglerne. De blev under stor koncentration formet i alle mulige størrelser, trillet i krymmel, formet igen og igen – og en del af dem blev spist, før de kom ned i de medbragte glas til hjemtransport. Alle børn var tydeligt pavestolte over at få egen produktion af både pebernødder og trøffelkugler med hjem til far og mor.
Og lige pludselig var formiddagen gået, og børnene forlod Lyngparken – syngende en afskedssang – og godt trætte. Inden børnehaverne forlod os, fortalte de os, at de gerne ville komme igen til næste år. Vi frivillige glæder os til at gentage succesen.
Alle julebagedagene var en fantastisk oplevelse for os alle i Lyngparken. Bagedagen er absolut en aktivitet, som senere kan gentages i Molsværket, hvor generationsmødet jo er et af de bærende elementer. Samarbejdet på tværs mellem børn, unge og ældre er altid givende og absolut til glæde for alle parter.”
Frivillige i Lyngparkens cafe og Generationsgruppen i Mols i Udvikling stod sammen med børnehaver og dagplejere bag projektet. Den lokale Nordea-pulje sponsorerede bagematerialerne.