Molsværket skyder op ad jorden, og nu er der nyt fra bestyrelsen for Ejendomsfonden Molsværket:
Status om Molsværket til alle interesserede
Som I alle ved, er der godt gang i byggeriet af Molsværket, og det er tid til en lille generel status omkring byggeriet og Molsværket. Vi håber, du har tid og lyst til at læse med! Først lidt orientering i pindeform:
- I øjeblikket er det sådan, at Molsværket er ved at få gjort taget færdigt, så der snart er “lukket” hus, som man siger. Det forventes at være helt lukket til i slutningen af november.
- Der afholdes et mindre rejsegilde den 8. november, hvor bl.a. håndværkerne, byrådet og Børnehuset i Knebel deltager. Den store fejring venter vi med, til byggeriet bliver færdigt.
- De gamle omklædningsrum (omklædning 1 og 2) bliver først tilgængelige, når huset åbnes.
- Det forventes, at der er aflevering af byggeriet i juni 2023, hvorefter indflytning kan påbegyndes.
- Det forventes, at der er fuld aktivitet fra efteråret 2023.
- De sidste depoter, som har været dækket af en “støvvæg”, er nu klar, støvvæggen er væk, og så snart malingen er tør, kan de tages i anvendelse, så de ting der står opmagasineret i Molshallen kan komme væk. Så er hele halskibet tilgængeligt.
- Vi er i hallen udfordret af store udgifter til strøm. Der er nu etableret sensorstyring af lyset i halskibet, som dog endnu ikke er helt justeret på plads. Vi håber, at alle vil hjælpe med at lukke døre, slukke lys og rydde op
Mulige akutte lukninger af Molshallen:
I forbindelse med byggeriet, kan der opstå situationer, hvor det ikke er muligt at bruge Molshallen, men de datoer kender vi ikke endnu. Hvis det bliver aktuelt at aflyse aktiviteter i Molshallen, forestiller vi os, at vi orienterer så hurtigt som muligt via de kanaler, som vi har tilgængelig; herunder Molsskolens Aula, Facebook, IF Mols mv.