Kaffeværter åbner døren for fremtidens naboer i kampagnen “Mød os på Mols”

I sommerferien inviterede kaffeværter de mange sommergæster på Mols og Helgenæs indenfor til kaffe og en snak om, hvordan det er at bo i netop deres smørhul. Det skete på store skilte, i avisannoncer og på Facebook i perioden 1. juli til 15. september. Kampagnen fik en positiv respons, og det betyder, at potentielle tilflyttere også fremover kan henvende sig for at få en kaffeaftale i stand og høre meget mere om livet på Mols og Helgenæs.


Et af skiltene i kampagnen med Torben Salomonsen og familie ved Egens Havhuse. 

Ideen fik folkene i Mols i Udviklings bosætningsgruppe og kommunikationsgruppe, fordi mange tilflyttere allerede har et forhold til Mols, inden de flytter til området. Mange kender netop Mols og Helgenæs fra ferieoplevelser, og derfor fødtes tanken, at det ville sende et godt signal til de mange sommerhusgæster og endags-gæster, at der altid er kaffe på kanden og plads i fællesskabet. Budskabet er nået bredt ud, og mange har set og delt kampagnen på de sociale medier.

En af kaffeværterne er Torben Salomonsen, der bor i Vistoft med sin familie. Han er også en af de tre kaffeværter, der har lagt ansigt til skilte og annoncer, og for ham har det været en god oplevelse:

– Jeg har mødt vildt meget respons på vores skilte og digitale annoncer fra nær og fjern. Jeg er sågar blevet stoppet på gaden i Ebeltoft af en familie, der havde set mig på plakaten og ofte havde drømt om at flytte til Helgenæs”, fortæller han.
Torben og familien har haft besøg af tre familier i perioden, og det var en fin oplevelse for alle parter:

– Familierne får et personligt indblik i hverdagen, de kan spørge om skolen, transport eller venskaber. Alt hvad der lige er vigtigt for dem, og vi har så forsøgt at svare eller dirigere til de rette kontakter, hvilket gæsterne har sat virkelig stor pris på. Det skal vi da fortsætte med.

Få kaffemøder, mange positive tilkendegivelser
Man skulle tro, at målet med sådan en kampagne er at få en masse folk til at drikke kaffe. Det blev dog kun til fem kaffemøder, og det er helt ok, siger tovholder i Mols i Udvikling, Eva Strøm:

– Det ville selvfølgelig have været skønt, hvis flere havde taget imod invitationen. Men faktisk var hovedformålet at sende invitationen ud. Vi ønsker at fortælle, at Mols og Helgenæs har meget at byde på for både børnefamilier og for alle andre, der ønsker at bo tæt på naturen. Her er både plads og hjerterum, og det signal er gået klart igennem.

Det kan en anden af kampagnens “modeller” nikke genkendende til. Lone Mouritsen har siddet i en kajak på kampagnens skilte og annoncer hele sommeren og inviteret til kaffe, og det er ikke gået hen over hovedet på omverdenen, fortæller hun:

– Jeg har fået rigtig meget virkelig positiv respons. Fra folk i træningscentret der spørger, om der er hjemmelavet othellolagkage, når man kommer til kaffe hos mig, til kommentarer på LinkedIn fra folk jeg kender meget perifert. Folk synes, det er både hyggeligt og sjovt”.

Kaffemøderne fortsætter
Selvom første del af kampagnen er slut, er det stadig muligt at lave kaffeaftaler med lokale folk, fortæller Eva Strøm:

– Vi havde kaffeaftaler allerede inden kampagnen, men nu har vi fået endnu flere værter, så er der nogen derude, der drømmer at flytte til Mols eller Helgenæs, så er der stadig mulighed for at møde nogle lokale, der minder om én selv, og få deres oplevelse af at bo her.

Ønsker man en kaffeaftale, kan man ringe til tovholder Eva Strøm på tlf. 2993 1723, så laver hun et match med en kaffevært.

Fakta om kampagnen

  •  Kampagnen kørte som annoncer i Adresseavisen Syddjurs og Ebeltoft Folketidende i perioden 1. juli til 15. august. Indrykningerne var sponsoreret af en række mæglere.
  •  Der var i alt fem skilte på Mols og Helgenæs og ét i hhv. Ebeltoft og Rønde.
  • Syddjurs Kommune sponsorerede en Facebookkampagne, som genererede ca. 180.000 visninger og mere end 1000 klik på linket til vores hjemmeside (www.molsiudvikling.dk/moedmols)
  • En konkurrence om et ophold på Fuglsøcentret, der afsluttede kampagnen på Mols i Udviklings Facebookside, fik over 700 deltagere og 500 interaktioner.

Kampagnen er sponsoreret af Syddjurs Kommune og Borgerforeningen Mols.

Twitter
Visit Us
Follow Me
LINKEDIN
Share
Mols I Udvikling på Instagram