Månedsarkiv: oktober 2019

90 spiste med til første fællesspisning

Der var travlhed i køkkenerne på Molsskolen i går aftes d. 23. oktober. Madhusgruppen under Mols i Udvikling havde nemlig premiere på gratis fællesspisninger efter konceptet fra Madspildspensionatet, og konceptet blev skudt rigtig godt igang, fortæller Marianne Als Nielsen, der er formand for Madhusgruppen:

– Vi havde en super god aften med god stemning. Vi lavede en stor salatbar, frikadeller, koteletter og nogle stege. Der var også et fint dessertbord med lagkager og frugtsalat. De folk, jeg snakkede med, var rigtig godt tilfredse og synes, at det er en god ide.

Madhusgruppen havde regnet med, at der kom 61 til fællesspisningen, men der dukkede 90 op. Der var dog mad nok til alle – og alle fik en plads ved bordene i auditoriet på Molsskolen:

– Det gik fint, men vi skal have lavet et nyt tilmeldingssystem, så vi ved, hvor mange der kommer. Denne gang var skolekøkkenet også under renovation, så vi måtte bruge køkkenerne i SFO’en og på lærerværelset. Næste gang kan vi bruge skolekøkkenet, og det glæder vi os til, siger Marianne Als Nielsen.

Den næste fællesspisning er d. 27. november på Molsskolen.

Læs mere om fællesspisningerne her

Fællesspisning – Kom og spis gratis

Madhusgruppen under Mols i Udvikling og “Madspildspensionatet” inviterer til gratis fællesspisning på Molsskolen i Knebel den 23/10 kl 18. 

Du og din familie eller dig som bor alene, indbydes til at komme og spise et lækkert måltid mad. Du er også velkommen til at komme og deltage i madlavningen fra kl. 16 – det gør det kun endnu hyggeligere at lave maden sammen!
Måltidet fremstilles alene af overskudsmad leveret af butikker i lokalområdet. Maden fejler intet, men er blevet til overs i produktionen og skulle ellers bare have været smidt ud.
Vi håber meget, at du har lyst til at komme, og at du er blevet nysgerrig efter at komme og smage på hvad der kan fremtrylles af mad, der bare skulle have været smidt ud.

Tilmelding
Du skal bare tilmelde dig og tage din egen tallerken, glas, kniv, gaffel og ske med.
Vi vil gerne vide, hvor meget mad vi skal lave, så send en sms på 6128 3743 med besked om du kommer. Vil du hjælpe med at lave maden? Vil du hjælpe med at vaske op?

Mad sponsoreres af Daglì Brugserne i Vrinners og Tved og Meny i Rønde, og projektet støttes af Nordea-fonden. Tusind tak til dem!