Månedsarkiv: februar 2018

DER SØGES FRIVILLIGE TIL APRILFESTIVAL – 15.-22. april 2018

Tag del i fællesskabet og oplev en teaterfestival indefra

Syddjurs Kommune er d. 15.-22. april 2018 vært for den årlige teaterfestival Aprilfestival – teater for små og store. Det er verdens største, turnerende teaterfestival for børn og unge.

Over 100 professionelle teatre vil deltage med mere end 150 forskellige forestillinger, og der skal afvikles ca. 700 opførelser i løbet af festivalen. Alle billetter er gratis.

Derfor bliver der brug for en masse frivillige til at hjælpe med at gøre Aprilfestival 2018 til et brag af en succes. Vi får blandt andet brug for hjælp til oppyntning, caféopbygning, barsalg og vejvisning. Som frivillig kan du bliver vært på spillestederne, være praktiske hænder for teatrene, og agere chauffører for festivalens internationale gæster.

Med andre ord kan du være med til at give teatrene og publikum en uforglemmelig festival.

Frivilligvagter Vagterne vil være på minimum 4 timer med mulighed for at hjælpe til i dagene op til og under hele festivalugen. Vi har især brug for frivillig i weekenden fra den 20.-22. april, hvor festivalen foregår i Ebeltoft og Rønde. Du bestemmer selv hvor mange vagter, du ønsker at tage, dog minimum to.

Kom ‘behind the scenes’ Til gengæld får du lov til at opleve en teaterfestival ’indefra’, se forestillinger og deltage i fester og events. Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer samtidig med, at du møder nye mennesker og får en masse hyggelige stunder sammen med de andre frivillige og resten af festivalens medvirkende.

Informationsmøder Vi afholder informationsmøder om Aprilfestival 2018 for alle – tilmeldte som ikke-tilmeldte frivillige. Her bliver der mulighed for at høre mere om festivalen, stille spørgsmål og møde nogle af festivalmedarbejderne. Møderne ligger på følgende dage:

Ebeltoft (i Ebeltoft Kulturhus – Kulturministeriet) d. 5. marts, kl. 19-20

Rønde (på Kulturhotellet) d. 6. marts, kl. 17-18.

Hvis du kender andre, der kunne være interesseret i at blive en del af det store frivilligteam under Aprilfestival 2018, så fortæl dem endelig om denne mulighed.

Vi glæder os til Aprilfestival – og håber, at du har lyst til at være med!

Har du spørgsmål så skriv til aprilfestival@syddjurs.dk

Find os på andre platforme Vi anbefaler, at du melder dig ind i facebookgruppen “Aprilfestivalens Frivillignetværk” hvor du kan følge med i arbejdet med festivalen. Du finder os desuden på Facebook: “Aprilfestival – teater for store og små” og på Instagram: “Aprilfestival” #aprilfestival18 #frivilligpåaprilfestival18 #oplevsyddjurs

 

”Sæt musik og lyd til Sletterhage fyr” – workshop på Helgenæs 15. – 16.2.

Skuespillere og musikere fra Teatret OM i Ringkøbing besøger i uge 7 Helgenæs og afholder møder og workshops i forbindelse med projekt LIGHTHOUSES.

Med fokus på Sletterhage fyr og naturen i området igangsættes forskellige kulturelle aktiviteter, som kan udvikle sig frem til september, hvor Teatret OM inviterer til kulturelle BYTTEHANDLER på Helgenæs.

Den 15. og 16.2. kl. 11 – 14 indbydes til workshop ”Sæt musik og lyd til Sletterhage fyr” i samarbejde med lokale skuespiller og musiker Henrik Glahder. Et projekt igangsættes, der har til formål at skabe et stykke musik /en lydkomposition til Sletterhage Fyr. Interesserede inviteres til at deltage i workshoppen med eget instrument eller med sin stemme og fremfor alt med lyst til at improvisere. Deltagelse i workshop er gratis og åben for alle.

Teatret OM holder desuden inspirationsworkshop for malergruppen i Kulturhuset Helgenæs Præstegård og indbyder til Sansevandring ledet af Ole Vinther Pedersen, Strandgaarden.

FAKTA

  • Workshops og møder på Helgenæs er kommet i stand som et samarbejde med forskellige foreninger og ildsjæle på Helgenæs
  • I september 2018 inviterer Teatret OM til kulturelle byttehandler.
  • Byttehandlerne i september indgår også som inspiration til Teatret OMs forestilling ”Historier fra havet”, som får premiere i 2019 og skal spille ved fyrtårne og kystnære steder.

 BAGGRUND

Projekt LIGHTHOUSES foregår i Ringkøbing-Skjern og Samsø kommuner samt omkring Bovbjerg fyr ved Vestkysten og Sletterhage fyr på Helgenæs.

TEATRET OM

Teatret OM har siden 2006 været egnsteater i Ringkøbing- Skjern kommune. Teatret OM skaber forestillinger for både børn og voksne. Teatret OMs scenografiske afdeling designer og fremstiller objekter, rekvisitter, kostumer, masker, figurer og meget andet til både forestillinger og stationære udstillinger.

Herudover er Teatret OM initiativtager og samarbejdspartner på projekter, som involverer lokalsamfund i kunstneriske og kulturelle oplevelser og projekter.

Læs mere på: http://www.teatretom.dk/