Så er vi ved at være klar til det næste træk

Fredag den 20. januar mødtes næsten alle involverede parter til præsentation af de rum-behov der er for nuværende. Et travlt forår venter forude.

Af Kasper Østvig Nissen

Alle interessegrupper har sammen med Marianne Houen Schmidt, ansat af Lokale- og anlægsfonden (LOA), gennemgået de lokale behov der er for nybygning – herunder det nye børnehus.

Alle interessenter er gået konstruktivt ind i opgaven, og har via møder med Marianne Houen Schmidt været med til at skære overflødige kvadratmeter væk.

I fredags var flokken samlet til møde i Molshallen for at få Marianne Houen Schmidts foreløbige arbejde præsenteret.

Forsamlingen af interessenter. Marianne Houen Schmidt sidder nærmest vinduet som nummer tre fra højre.

Gode argumenter for projektet
I de kommende måneder skal der arbejdes hårdt for at nå i mål, men det er ingenlunde en umulig opgave.

“I har en række gode argumenter i dette projekt,” siger Esben Danielsen, der er direktør i LOA.

“Blandt andet det faktum at I tænker børnehuset ind i et meget tæt samarbejde med en række andre samarbejdspartnere er helt nyt for mig,” påpeger Esben Danielsen.

Optimistisk stemning og et travlt forår
Men ifølge direktøren er der masser af arbejde for lokale ildsjæle i de kommende måneder.

Esben Danielsen peger på opgaver som fundraising, driftsbudgetter, forskellige scenarier i forhold til byggeri, og måske skal der allerede arkitekter på, hvis det kan lade sig gøre.

Stemningen på mødet var optimistisk, og hårdt arbejde er ingenlunde ukendt for de mange frivillige og professionelle kræfter, der er engageret i udviklingen af Mols og Helgenæs, og på mødet var der velvilje til at smøge ærmerne op og tage fat på arbejdet.

 

Twitter
Visit Us
Follow Me
LINKEDIN
Share
Mols I Udvikling på Instagram