Generationsmøder er et samarbejde mellem
Molsskolen, Børnehaven Urtehaven, Lyngparkens plejeboliger og Trænings- og Aktivitetscentret Lyngparken

Vi arbejder på tværs af de fire institutioner med planer om:
Fælleshave
Høstfest for alle generationer<
Koncerter og Luciaoptog
Fællesspisning
Læsevenner
Kunstprojekter
Cykelvenner til Lyngparkens Rickshaw<
Værkstedsbesøg hos hinanden

Lyngparken søger frivillige Rickshaw chauffører

Kom ud og mærk vinden i håret sammen med 1 til 2 ældre medborgere.

Lyngparken søger 2-3 frivillige der har lyst til at cykle med ældre beboere i Lyngparken. Der vil være en bestemt eftermiddag om ugen, hvor de frivillige skiftevis vil tage nogle beboere med ud at cykle på vores nye el-cykel i mellem en halv til en hel time.

Plejecentret Lyngparken. Vi har fået doneret en el-cykel-rickshaw, som de ældre kan sidde i når du skal ud og se dig lidt omkring i sommerlandet omkring Knebel. Vi mangler nu kun nogle få frivillige som har tid og lyst til at køre nogle korte cykle ture engang i mellem.

Friske personer må meget gerne kontakte: Anita Graversen
Mail: asvg@syddjurs.dk  eller tlf.: 24896258


Åben have - Fælleshaven Rodzonen, torsdag d. 1. juni kl. 19.00.

Efter et år med aktiviteter i have området ”Rodzonen”, vil vi gerne vise hvor langt vi er kommet. Rodzonen er et samarbejde mellem Molsskolen, Børnehuset på Mols, Ældrecenter Lyngparken, og private borgere i Knebel.

Der er pt. skolehaver for ca. 100 børn fra børnehave til 6. klasse. Dertil fælleshaver for ca. 8 familier. For nylig er der blevet adgang fra ældrecenteret for rollator- og kørestolsbrugere.

Ud over haverne er der kaniner, høns, får og en and. Drivhus, rutsjebane, sandkasse, graveområde, pilehytte og bål hus.

Det er ikke en smuk have som står klar til fremvisning, men et aktivitetsområde hvor vi er mange som glædes over aktiviteter for alle aldersgrupper.

Så velkommen til at komme og opleve hvor langt vi er kommet med vores gode ideer og indspil til ”det gode liv” på Mols.

Mange hilsner

Jannie og Klaus (ejere) & Knud (koordinator)

Adresse: Porskærsvej 8, 8420 Knebel


Generationsmødet under Mols i Udvikling indbyder til Fernisering, 31/3 kl. 10.00

Børnehuset Mols, Knebel og Molsskolen udstiller kunstværker i Lyngparken i april og maj 2017

Udstillingen markerer fortsættelsen af projektet om at fremme samarbejde og forståelse mellem generationerne, et projekt under Mols i Udvikling.

Børnehuset Mols har sammen med Amy, pædagogmedhjælper og kunstner, valgt projekter, afstemt efter de forskellige aldersgrupper.

De allermindste i vuggestuegruppen viser deres evner til at udtrykke følelser gennem farverig maling på et stort lærred.

De yngste i børnehaven er vilde med at tegne deres familie; derfor har de trykt billeder på stof. Måske er der også nogle kæledyr?

 

De ældste i børnehaven arbejder med temaet ”eventyr”. Her bruges forskellige teknikker med at sy, male, tegne og lave collage.

 

Molsskolens indskolingaklasser har sammen med deres lærer, Laila, arbejdet på et indviklet ”katteprojekt”, som de glæder sig til at vise frem.

Projektet omfatter nye og kendte teknikker.

Ved at bruge flydende tusch og oliekridt på papir skaber eleverne en baggrund, der laseres med en våd klud. Derefter tages et nyt ark papir i brug, og det fyldes med ”kattepels”. Arket vendes nu om, og der tegnes en kat, som klippes ud og monteres på baggrunden. Til sidst rammes billedet ind med kattepoter.

Denne spændende udstilling viser, at der er mange dygtige og kreative kunstnere i Børnehuset Mols og i indskolingklasserne på Molsskolen. En ny generation af kunstnere er på vej.

Fernisering i Centersalen fredag den 31. marts, kl. 10.00.
Alle er velkomne.

 


Indvielse af Knuds bro ved fælleshaverne

Her kan du se video fra tirsdag den 15. november, hvor byrådsmedlem Ole Bollesen klippede snoren over til Knuds bro. God fornøjelse.

https://youtu.be/E4sA0326gzA


Stemningsfuld og hyggelig høstfest

Børnene fra børnehaven Urtehaven kom for at synge med de ældre i Lyngparken

hoestfest-foto1Høstfesten i Lyngparkens have i Knebel torsdag 22. september var en på alle måder varm oplevelse for såvel unge som ældre. Solen strålede, og det samme gjorde ansigterne på deltagere i alle aldre, mens de sang høstens dejlige sange.Børnehaven Urtehaven var på besøg hos de ældre i Lyngparken, der rummer trænings- og aktivitetscenter samt plejeboliger.

Høstfesten er et blandt flere fælles arrangementer under overskriften "Generationsmøder"; ifølge projektleder Birgitte Højlund fra Ældreområdet i Syddjurs og Ellen Mortensen, frivillig i Lyngparken, et forsøg på at undgå isolering af byens aldersgrupper i "generationsghettoer".


Lys og glæde i hverdagen
Generationsmøderne er en udløber af aktiviteterne i forbindelse med projektet "Mols i Udvikling".
Gruppen vil gerne bringe områdets børn og gamle sammen om hyggelige og inspirerende aktiviteter, der kan skabe lys og glæde ind i hverdagen for alle involverede - og skabe øget forståelse for hinanden på tværs af generationer.
Efter et par fællessange i haven serverede Lyngparken saft, kaffe og kage, og efter dette måltid legede børnene, snakken gik - og Lyngparkens nye køretøj samlede opløb.
Det nye køretøj er en flot rickshaw med elektrisk hjælpemotor, skænket af Borgerforeningen Mols.
Mange ville prøve, og skiftende chauffører fik samtidig god motion og en god snak med passagererne.

hoestfest-2Omkring frokosttid gik turen til fælleshaven, hvor børn og gamle glædede sig over de mange fine grøntsager, som børnene fik nogle hjem af i rygsækken. Også et par moskusænder og en frø vakte jubel hos børnehavebørnene, inden det var tid til at fiske madpakkerne frem og spise frokost.
hoestfest-3Molsskolen er også med i arbejdet, men skolebørnene var torsdag forhindret i at være med, men de får chancen igen senere på året. Generationsgruppen har flere gode arrangementer i støbeskeen.

Kilde: kulturkommune.dk