Kategoriarkiv: MiU Forside indlæg

Indlæg og historien til forsiden af Mols i Udvikling

Børnehuset Mols udstiller kunst i april og maj 2019

Kom til fernisering i Lyngparken den 5. april kl. 10

Over de sidste tre måneder har Børnehuset Mols og den kreative, visiterede gruppe i Lyngparken arbejdet sammen. Målet har været at ”skabe kunst– til gensidig inspiration” på tværs af generationer.

I alt 23 børn i alderen 4-5 år, og deres pædagogmedhjælper, Amy Hauschild, som selv er udøvende kunstner, har sat forskellige projekter i gang.

Temaet er vækst. Der kigges på, hvordan vi ser ud som babyer, på forskellen mellem babyer og ældre mennesker – og her tænkes på børnenes bedsteforældre.

Vær med til dåb af bogbussen

Bogbussen får nyt navn og design mandag d. 1. april kl. 10-14

Navnet “Bogbus” lugter lidt af “bøger på hjul”, men faktisk er bogbussen meget mere end det. Derfor har Syddjurs Biblioteker givet en borgergruppe næsten frie hænder til at gentænke bogbussen. Det er der kommet et nyt navn, et nyt design – og også nye aktiviteter – ud af.

Kom og vær med til relancering af bogbussen ved Børnehuset Mols (P-pladsen).

Byrådsmedlem Ole S. Hansen døber bussen kl. 12, og herefter kan du møde både biblioteksfolk og borger fra bogbussens borgergruppe til en snak om bogbussen og alt det, du forestiller dig, at den skal kunne i fremtiden.

PROGRAM

KL. 10.00: Bussen ankommer.
Børnehusets børn besøger bussen og deltager i højtlæsning og tegnekonkurrence.

KL. 12.00: Tale  og dåb ved Ole S. Hansen

kl. 12-14: “Åben bus” for alle. Kig indenfor, tag en snak om den nye bogbus og deltag i tegnekonkurrencen.

KL. 14.00: Bussen kører afsted i sine nye “klæder”

Landsbypris: Knebel blev flot 2’er

Det blev Idom-Råsted, der fik Landsbyprisen 2019, men både Knebel og Fjordklyngen i Viborg Kommune fik en flot belønning på 75.000 kroner

Der var tæt løb, da Regionsrådet skulle afgøre, hvem vinderen af Landsbyprisen 2019 skulle være. Prisen gik til Idom og Råsted, der er to samarbejdende landsbyer i Holstebro Kommune. De to byer fik samme pris i 2009. 

Men der blev uddelt to ekstra-priser i år til hhv. Knebel og Fjordklyngen, der hver får hver 75.000 kroner.

De ekstra priser blev givet, fordi løbet i år var særligt tæt. Ekspertpanelet skulle bruge en ekstra gennemgang, før en samlet vinder – Idom-Råsted – kunne udpeges. Efter indstilling fra Udvalget for Regional Udvikling, valgte regionsrådet derfor at anerkende den flotte udvikling, der er sket i de to områder.

Vil du være med til at sætte mad og fællesskab på dagsordenen? 

Vi får et dejligt Madhus i det nye fælleshus, Knudepunktet. Det skal først og fremmest lave mad til skolebørnene og børnehavebørnene i dagtimerne.

Men eftermiddag og aften er det meningen, at de glade amatører kan overtage køkkenet og bruge det til fælles oplevelser, og det er her, du kommer ind i billedet.

For mens Knudepunktet (med køkken) tager form (og det tager et par år), skal vi sammen finde ud af at krydre ventetiden med små events i Madhusets ånd.
Så hvis du har lyst til at være med til at udforme indholdet og gøre ventetiden sjov, og samtidig holde målet om et dejligt Madhus i fokus, har du nu chancen.

Der er et væld af idéer fra et brugermøde i foråret 2018, vi kan tage udgangspunkt i, men vi kan også selv finde på, hvad Madhuset kan bruges til.

  • Skal vi lave pandekager til Molsløbet?
  • Skal vi serverer pizzaslides til sommerfesten?
  • Skal vi lave fællesspisning for alle?
  • Skal vi sammen med fælleshaverne lave mad over bål?

Idéerne er mange, og Madhusgruppen har fået lov at bruge Molsskolens skolekøkken til at afprøve nogle af den. Vil du være med?  Så send en mail til Marianne Als Nielsen.

Du kan læse mere om Madhusgruppen her

Fællesmøde om Knudepunktet

Vil du se de nye tegninger for Knudepunktet? Så kom til fællesmøde om Knudepunktet d. 28. marts kl. 16 i festsalen på Molsskolen

De store linjer for det nye fælleshus er nu på plads. På mødet vil arkitekterne fra Transform gennemgå hele projektet med de ændringer og tilpasninger, som er foretaget i forhold til konkurrenceforslaget.

Der har været en række brugergrupper involveret i den proces, som nu har ført til et dispositionsforslag, som er blevet godkendt af styregruppen for Ejendomsfonden Knudepunktet Mols d. 11. marts.

Fællesmødet er også startskuddet til den næste del af processen, hvor brugergrupperne i samarbejde med Transform skal til at se mere ind i byggeriet i forhold til fx indretning af rummene og inventar.

Alle interesserede er velkomne til mødet.

Snig-premiere på to bosætningsfilm

Der var fyldt i Molsskolens auditorium, da Swan Pro Motion og Mols i Udvikling torsdag d. 14. marts havde snig-premiere på to korte webfilm om at være tilflytter til Mols.  

Hvordan er det at flytte fra Nørrebro til Mols? Det giver to nye webfilm med titlen “Hvad drømmer du om?” et bud på. I filmene  følger  vi instruktøren bag filmene Barnaby Stig Swann Pedersen, hans kone Lise Rousing og deres to børn, i deres hverdagsmøder med naturen og fællesskaberne på Mols. 

Målet med filmene er i følge instruktøren Barnaby Stig Swann Pedersen at fortælle andet og mere om Mols end lave huspriser og en beliggenhed tæt på Aarhus. Det er nemlig ikke derfor, at byboere søger ud på landet, mener han. Da Mols I Udvikling sidste år spurgte ham, om han ville lave en visuel fortælling om hans egen oplevelse af at flytte til Mols med familien, satte han sig i stedet for at lave en film om drømme: “Hvad var det for et liv han og konen drømte om? Hvilke værdier ønskede de at sætte i spil? Og er det lykkedes? Hvad drømmer de om i dag? Det er de spørgsmål, som filmene drejer om, sammen med skønne svar på lavpraktiske spørgsmål, som “skal man køre meget rundt med ungerne? (ja), er der et ordentligt mobilsignal alle steder? (nej) og “bliver vi ensomme ude på landet?” (så skal du gøre dig umage). 

Filmene kommer snart til at ligge her på siden, og tanken er, at de skal deles vidt og bredt på Facebook, så rigtig mange byboere i hele landet får lyst til at flytte til Mols eller i hvert fald til at overveje, hvad det er, de drømmer om.

Støtte og frivillige kræfter
Projektet er frivilligt båret, men er blevet støttet af Tved Sparrekasses Fond med 20.000 kr.

Jørgens store træsko er pludselig tomme

På vegne af Borgerforeningen, Molshallen og Mols i Udvikling har Kasper Nissen, der er næstformand i Mols i Udvikling, forfattet nedenstående mindeord i forbindelse med Jørgen Ørgaards død.

Med stor tristhed og sorg modtog vi nyheden om Jørgens Ørgaards død torsdag den 7. marts. Dermed er en lang og begivenhedsrig æra på Mols og Helgenæs slut. Lokalområdet, Borgerforeningen og Mols i Udvikling har mistet en kæmpe kapacitet, der var et kendt ansigt både på og udenfor Mols og Helgenæs.

Jørgen vil blive husket og savnet for mangt og meget. Dels hans utrættelige tilgang til mange forskelligartede arbejdsopgaver, dels hans oprigtige engagement og interesse for lokalområdet og udviklingen af samme. Dertil vil han blive savnet for sin politiske tæft og skarphed. Jørgen kunne – som få – sætte fingeren på det helt rigtige sted, når der skulle analyseres, samles op på en sag eller når kommune eller region skulle udfordres eller hudflettes. Han var på den måde et kompas for lokaludviklingen på Mols og Helgenæs. Anviste retninger som vi kunne gå – altid på udkig efter nye muligheder og potentielle løsninger. Altid saglig, seriøs, ordentlig med varme og humoristisk sans. Man får næsten lyst til at lægge et Piet Hein-citat i munden på Jørgen: ”Den der kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt – han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”. Det kunne have været en kommentar fra Jørgen, for det var også et særkende ved Jørgen. Citaterne, som han altid havde på lager til enhver lejlighed.

For knap et år siden vandt Jørgen – fuldt fortjent i øvrigt – to priser ved Syddjurs Awards: Frivilligprisen og Rotary-klubbernes Hæderspris i Syddjurs Kommune. Priserne vidner om en mand i fuld vigør, og indstillingerne til frivilligprisen fortæller om et helt vildt bagkatalog af tiltag og meritter, som Jørgen Ørgaard har lagt ufattelige mængder arbejde i. Borgerforeningen var Jørgens hjemmebane, og mange vil måske hævde, at Jørgen var synonym med Borgerforeningen, og det er der måske noget om. Mange tiltag udsprang fra Borgerforeningen og Jørgen fulgte dem til dørs. Alle mulige tiltag, stort som småt. Alt lige fra fibernet til juletræer – fra Mols i Udvikling til Molbostøtten – fra grundlovs- og vælgermøder til delebil – fra Distriktsråd til lokale ambassadører i de mange landsbyer på egnen. Jørgen Ørgaard var selv ambassadør, han rejste rundt i landet, hvor han med gejst og gnist og stolthed i sine træsko fortalte om det lokale udviklingsarbejde. Han var rejsende i Mols i Udvikling og forstod behovet for det brede perspektiv, behovet for sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Jørgen døde med træskoene på, han var aktiv og skarp til det sidste, senest 2. marts hvor ”den gamle cirkushest” deltog i et stort anlagt arrangement om landsbyklynger på Godsbanen i Aarhus. Og ja, Jørgen havde træsko på, for sådan var Jørgen også – folkelig og ligetil.

Formand Jørgen vil blive savnet og husket i mange år. Tak for kampen, indsatsen og dit evige gåpåmod. Vi vil huske dit motto: ”Hvis vi ikke selv gør noget, så sker der ikke noget”.

Jørgen Ørgaard har stillet træskoene for sidste gang, spørgsmålet er, om vi kan fylde dem ud. Det kan man godt tvivle på, men vi, der er tilbage, har pligt til at gøre forsøget, ellers sker der ikke noget. Æret være mindet om ildsjælen Jørgen.

Er havkajak eller kajakpolo noget for dig?

IF Mols Kajakklub skyder sæsonen igang i Hornslet Svømmehal. Skal du være med? 

Havvandet er stadig koldt, så derfor har IF Mols kajakklub sat kajakkerne i vandet i Hornslet svømmehal. Der er træning fire gange i løbet af marts og april, og alle fra 15 år med lyst til vand, pagajer og leg er velkomme til at prøve kræfter med både havkajak og kajakpolo.

Læs resten

Ny børnekulturfestival på Mols

Lørdag d. 27. april kan børn prøve kræfter med  blandt andet dans, sang, teater, håndværk og tegning.

På Mols og Helgenæs vrimler det med kunstnere og kunsthåndværkere, og det har inspireret Kulturgruppen under Mols i Udvikling til at stable en ny Børnekulturfestival på benene. Det fortæller Christa Egense, der er med i Kulturgruppen og en af drivkræfterne bag den nye festival. Hun lægger vægt på, at man med børnekulturfestivalen fremhæver nogle af de kulturelle aktiviteter, der allerede findes i lokalområdet, og at det sker i tæt samarbejde med netop de lokale kreative kræfter: 

– Med Børnekulturfestivalen vil vi slå et slag for, at børnene kan udfolde sig kreativt og kunstnerisk på en sjov måde med voksne, de måske kender i forvejen. Det er så vigtigt at stimulere den kunstneriske og kreative side af ethvert menneske, og vi håber, at vi får vækket børnenes lyst til på længere sigt at fortsætte med nogle af de aktiviteter, de kan prøve i løbet af dagen. 

Mulighed for at prøve kunst på egen krop
Festivalen er for de 3 til 13-årige, og ideen er, at børnene i løbet af dagen kan prøve kræfter med alt fra kunsthåndværk til musik, dans og teater. Hele kroppen og alle sanserne skal med andre ord i sving. Det glæder Karina Krægpøth, der som klovnen Badut besøger festivalen med teaterstykket “Stor, større, størst”:

– Jeg vil rigtig gerne bakke om en kulturfestival på Mols, fordi kultur skaber fællesskaber, og gennem kultur kan vi få et nyt perspektiv på os selv og andre mennesker, siger hun.

Det er gratis at deltage, og man behøver ikke at tilmelde sig. Det endelige program for festivalen offentliggøres her på siden, så kig forbi.

Nominering til årets Syddjurs Awards

Der skal uddeles 30 priser til ildsjæle inden for kultur og fritidsområdet, når Syddjurs Award 2019 løber af stablen d. 28. marts i Rønde Idrætscenter.

Igen i år er der prisregn over Syddjurs frivillige, når Syddjurs Kommune uddeler priser til ildsjæle til Syddjurs Awards 2019. I år er det igen spændende for Mols i Udvikling, for vores formand, Grith Mortensen, er nomineret til både frivilligprisen og til Provstiets pris:

– Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over nomineringen, men tænker også, at det mere er Mols i Udvikling end mig, der er nomineret. Jeg ser det som et skulderklap til alle de mange frivillige, der har lagt mange timer i både Mols i udvikling og i Knudepunktet, siger Grith Mortensen.

Masser af underholdning
Det er gratis at deltage i showet, der udover prisuddelingerne byder på underholdning af både amatører og professionelle.

Læs resten