Kategoriarkiv: MiU Forside indlæg

Indlæg og historien til forsiden af Mols i Udvikling

Nytårsstatus Mols i Udvikling 2023 – tak for året der forsvandt alt for hurtigt

Kære alle sammen

Mols i Udvikling har det seneste år kørt uden et egentligt formandskab – men derfor kan der jo godt samles op på året, der er gået. Det fortjener året – og det fortjener de seje frivillige i Mols i Udvikling.

Sidste år skrev jeg, at vi trængte til en længerevarende julefred. Det gør vi vist mere end nogensinde. Der er det sidste år kun kommet mere ufred ude i den store verden – men gudskelov har det været noget roligere på Mols og Helgenæs – selv når vi er uenige, så kan vi stadig tale ordentligt til hinanden – det er en styrke, vi skal holde fast i.

Jeg skrev også sidste år, at ”2023 bliver året, hvor vi genstarter Mols i Udvikling, og vi bliver færdige med byggeriet af Molsværket, så vi atter kan fokusere fuldt ud på aktiviteter, der giver liv og glade dage på Mols og Helgenæs”. Først tænkte jeg – det nåede vi overhovedet ikke, men det passer ikke helt. Nej, vi kom ikke helt i hus, men vi er på vej – og vigtigst af alt – vi er på vej sammen. Vi har godt nok ikke noget formandskab, men Mols i Udvikling lever stadig – og ikke mindst lever de gode aktiviteter og lysten til fortsat at udvikle i bedste velgående. Det kræver ikke et formandskab – men masser af ildsjæle – og dem har vi! Tak for jer!!!

Der er stadigt masser, som vi kan være megastolte af:

Bosætningsgruppens arbejde med tilflytterbrunch – og så ”lige” en sommerkampagne er stadig second to none. Tusind tak for at I klør på. Og tusind, tusind tak til Madspildsgruppen, som atter styrede køkkenregionerne med kyndig hånd. Tak for mad til jer. Ikke kun for mad til tilflytterbrunchen, men også til Lokaldysten, Sommerfesten, Kulturfestivallen – og de stadig fint besøgte madspildsmiddage hver måned. Vi glæder os til, at I kan få til huse i Molsværket.

Kulturgruppen – her var årets store satsning ”Magiske Mols” – kulturfestivallen, som blev afholdt i Vrinners og omegn i maj. Et flot og ambitiøst program – masser af festligt samvær og sjove aktiviteter for alle aldersgrupper. I det nye år bliver det bl.a. spændende, om en ny teaterfestival finder vej til Mols og Helgenæs i efteråret 2024.

I kirkerne arrangeredes ”Tur ud i det blå” i tæt samarbejde med Lyngparken i september – og som altid havde vi vejret med os, da vi drog afsted med en bus fuld af glade seniorer. Denne gang gik turen til områdets ”katedral” i Dråby – og videre til Ebeltoft Gårdbryggeri, hvor vi blev taget så flot i mod. Endnu en stjernestund. Kirkerne har derudover haft fart på med masser af samlende kulturtilbud – ud over naturligvis de helt klassiske gudstjenester.

Og i Lyngparken masede de på med et stort aktivitetsprogram, fællesspisninger, masser af ture med Lyngbussen og her sidst på året julebagning på tværs af generationer. Her bød Lyngparken dagplejerne, børnehuset (som dog glemte at komme, ups og øv) og naturbørnehaven inden for til bagning af pebernødder og trøffeltrilning. Dejligt at vi mødes på tværs af generationerne. Året bød også på et spændende projekt ”Livshistorier” mellem Molsskolen, Lyngparken, Syddjurs Biblioteker og Kulturring Østjylland. Der blev udvekslet livserfaringer og sammen med kunstneren Malene Kløve blev der lavet de fineste kunstværker. I det nye år står den bl.a. på fællesspisninger mellem Molsskolen og Lyngparken.

I 2023 kom forløsningen omkring Byens Blå Torv. De sidste penge er i hus – og projektet kan nu realiseres. Et stort øjeblik for projektet, som startede i regi af Mols i Udvikling, men som i dag har sin helt egen organisering. Et kæmpe tillykke til gruppen, der har arbejdet vedholdende med projektet igennem snart 10 år. Det bliver magisk at kunne realisere det.

2023 blev året, hvor Molsstriben blev indviet – nemlig bevægelsesbåndet, som løber ned gennem Molsskolens gårdrum og ender ved Molsværket. Nu er der fri leg for alle – om man er til snak i en hængekøje, skateboadramper, tik-tok-dans ved DJ-pulten eller trampolinhop – der er noget til os alle – og alle er velkomne til at bruge området – også uden for skoletid. Håber I vil hjælpe med at passe godt på området.

I IF Mols kløede de også på med lokaldyst, sommerfest og Molsløb – og ikke mindst en masse sportsaktiviteter. Vi fik tæsk i år i lokaldysten, men bare vent til 2024 – det må være året, hvor Mols/Helgenæs vender stærkt tilbage. 2023 var også året, hvor Inge Boie meget velfortjent modtog Ole Laursen Prisen, som blev overrakt i forbindelse med sommerfesten.

Året i hallen har været præget af ”bøvl”. Det har regnet ind gennem taget – og vandet har løbet ind ad dørene i forbindelse med de seriøse regnskyl. Og det har ikke været let at lave idræt på en byggeplads. Men… lige om lidt lysner det. Og den snart 30-årige hal er klar til at tage i mod.

I det nye år kan I glæde jer til, at podcasten ”Stemmer fra Mols og Helgenæs” vender tilbage med de sidste afsnit. Serien slutter, hvor vi begyndte, nemlig med etableringen af Mols i Udvikling.

Borgerforeningen har traditionen tro bl.a. stået for det årlige Grundlovsmøde (sammen med kirkerne), deltagelse i en række møder med kommunen – og involvering i en række kommunale høringer. Og så nåede borgmester Michael Stegger til både Kongsgårde, Femmøller og Grønfeld med hans mobile borgmesterkontor i 2023. Så Borgerforeningen har også haft et travlt år.

I september fik vi besøg af Kasper Roug, der er landdistriktsordfører for Socialdemokratiet – til en god snak om landsbyklynger, liv på landet og Molsværket. Et fint møde arrangeret af Landdistrikternes Fællesråd.

På Arkivernes Dag i Knebel kunne man komme til release party – eller fejring af, at Preben Mikkelsens og Stig Tangs bog “Knebel bliver områdecenter” nu er udkommet. Her kan I bl.a. læse om både Mols i Udvikling og Molsværket – og en helt masse andet interessant fra vores område.

I tilgængelig natur-gruppen har der været lidt mere stille i år – der ventes stadig på en udmelding omkring naturnationalparken. Lad as håbe på, at 2024 kan føre til konstruktive løsninger, som både gavner natur, lokalbefolkning og turister.

I Femmøller diskuterede de mødested og arrangerede bl.a. loppemarked og sammenkomster. Og Ved Vandet Festivalen bød endnu en gang velkommen på Skødshoved i sommeren 2023.

Nisseruten – som nu må være en fasttømret tradition – opfordrede atter i år til bevægelse. I kan nå det endnu – hvis I trænger til bevægelse ovenpå julens mange fester. Ruten starter ved Molsværket.

2023 har også i stor stil stået i byggeriets tegn – Molsværket er nu inde i sidste fase – håndværkerne har travlt med at blive færdige – og inden længe kan børnehusets små og store som de første rykke ind. De mange års vedholdende indsats og tålmodighed bærer nu frugt. De fine detaljer dukker så småt frem – og der arbejdes på højtryk med at få de sidste planer på plads. Hvor er der mange ting, vi liiiige skal have styr på.

I januar blev Foreningen Molværket stiftet. Det bliver Foreningen Molsværket, der skal drive Molsværket. En af bestyrelsens første opgaver var at få ansat en daglig leder af Molsværket – og den 1. november kunne vi så byde velkommen til vores nye værkfører Pia Katballe. Hun er allerede godt i gang med opgaven med at forme fremtidens Molsværk – så hiv fat i hende, hvis du har ideer og tanker, der skal blomstre i Molsværket.

Molsværkets hjemmeside er nu ”live” – og den vil på sigt afløse Mols i Udviklings hjemmeside. Det er nemlig ambitionen, at Molsværkets side – ud over at fortælle, hvad der sker i Molsværket – også kan give en bredere introduktion til, hvad der sker på Mols og Helgenæs. Se mere på molsværket.dk.

Mols i Udvikling blev i efteråret nomineret til Syddjurs Awards 2023 – Naturprisen. Begrundelsen var “Mols i Udvikling har haft enorm succes som en fælles platform for lokal udvikling, mødested, faciliteter, friluftsliv, finansiering og bosætning”. Vi fik ikke prisen med hjem – men var glade for den fine anerkendelse af de mange frivilliges arbejde gennem snart 10 år.

Året har således budt på mange gode, men også svære stunder. Det bobler og syder i Mols i Udvikling – ja, i det hele taget på Mols og Helgenæs. Det kan vi godt være stolte af. Nu ser vi frem mod lysere tider – og et magisk og fællesskabende 2024.

Lad os slutte med en bid fra Dronningens nytårstale: ”Alle kender det lille ord ”tak”. Det er et dejligt ord, både at sige og at høre. I det ord ligger erkendelsen af, at et menneske ikke står alene. Det er også ordet, vi benytter netop som nytårshilsen: Tak for det gamle år!”

Det opsummerer så fint, at vi ikke er alene, men meget stærkere sammen. Så godt nytår – og tak til alle jer, der hver især er med til at gøre Mols og Helgenæs til det magisk sted at bo.

De bedste nytårshilsner
Grith – tidligere formand for Mols i Udvikling

PS. Foto er taget af Theis Mortensen den 27. december 2023 – og viser Molsværket, Molsskolen, Molsstriben, det nye padelbane/multibaneanlæg – og den omlægning af boldbanen, som lige nu er i gang. Her kunne også have været masser af fotos fra årets arrangementer, men desværre er undertegnede fatsvag, når det kommer til sociale medier, så klik i stedet rundt på Mols i Udviklings Facebookside, hvis I er nysgerrige på årets gang i billeder.

Den første million til Byens Blå Torv

Byens Blå Torv er udvalgt til at være et af Realdanias nye “Underværker” og projektet støttes med 1 million kroner. Dermed har Byens Blå Torv hentet de første støttekroner hjem fra fonde. Projektet er dog allerede på Syddjurs Kommunes budget med 1 million i 2022 og 1 million i 2023, fortæller formand for arbejdsgruppen bag projektet, Louise Juul.

Læs resten

Tilgængelig Natur-gruppen, seneste nyt

Tilgængelig Naturgruppen havde besøg af et hold studerende fra Nødebo Skovskole

Sidste dag i september havde Tilgængelig Natur-gruppen besøg af studerende og lærere fra Nødebo skovskole under Københavns universitet. De skulle høre om betydning af, at naturen indhegnes, for os der bor her, og om gruppens arbejde.
Vi fortalte om, hvordan vi arbejder med tilgængeligheden i området og vores erfaringer med dialog, samarbejde og organisation. Efter en generel snak var vi var rundt i vores dejlige Mols Bjerge og se på naturen og adgangsforhold.

Læs resten

Udsættelse af første spadestik til Knudepunktet

Første spadestik den 18. september udsættes. Byggeriet udskydes som følge af for høje priser.

Byggeriet af det nye fælleshus i Knebel udskydes og starter ikke som ellers planlagt den 18. september. Det besluttede styregruppen for Knudepunktet Mols, der står bag byggeriet, på et møde den 13. august. Årsagen er, at de priser, der er kommet ind i forbindelse med licitationen af de forskellige byggeopgaver, er højere end forventet:

– Det er både ærgerligt og overraskende, at det nu viser sig, at vi må udskyde byggeriet. Men det er nødvendigt med en time out, hvor vi kan få et overblik over, hvad der er årsag til, at vi står i den her situation, og så vi kan finde ud af, hvad næste skridt nu er, fortæller Grith Mortensen, der er formand for styregruppen.

Læs resten

Frivilligpris til Knebels Knud Schmidt

Den 12. marts skulle Syddjurs Awards have uddelt priser til lokale ildsjæle. Knud Schmidt fik i stedet overrakt Nationalpark Mols Bjerge-prisen på Molsskolen den 14. maj. 

I Knebel bor en meget hjælpsom og iderig mand, nemlig Knud Schmidt, der i år var nomineret til hele to priser til Syddjurs Awards: PUK-udvalgets Kulturpris og Nationalpark Mols Bjerges-prisen. Award-showet blev aflyst på grund af corona, så i stedet fik Knud Schmidt overrakt nationalparkens pris på Molsskolen omgivet af elever. Han skriver selv i et opslag på Facebook: 

Uden min involvering i Molsskolen, og alle de herlige unger der, havde jeg ikke haft gang i alle de projekter i lokalområdet. Jeg hygger mig meget med skolehaver, fælleshaver, storkesøen mm, og nogen synes så, at der er så meget i det, at jeg skulle have en pris for det. Den modtog jeg så i dag, mens 25 unger var med i Rodzonen (det område, hvor vi har haver, dyr og legeområder). Det var nationalparkens pris. Tak for den.

Læs mere om nomineringen her

Stort tillykke til Knud Schmidt fra Mols i Udvikling 🙂

Godt 200 glade gæster deltog i Mød Mols 2019

Der var fyldt godt op ved bordene på Sølballegaard, da Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling inviterede nysgerrige og lokale til brunch, søndag d. 26. maj. 

Hvordan mon det er at bo på Mols og Helgenæs? Det kunne man få svar på som besøgende til Mød Mols 2019.

Rammen for dagen var et program fra klokken 10-16, der både bød på lækker brunch med lokale fødevarer, taler fra borgmesteren, formanden for Mols i Udvikling og en tilflytter, der alle kom med deres bud på, hvorfor det er dejligt at bo på Mols og Helgenæs. Herefter gik turen rundt til områdets skoler og børnehaver eller rundt i området på bustur. Foreningslivet var også stærkt repræsenteret, så gæsterne kunne få et billede af de mange forskelligeartede tilbud, som området har til sine indbyggere. Og endelig var der hygge ved bålet og mulighed for at få en trækketur på en hest for børnene.

Godt 200 gæster mødte op, og der kom både mulige tilflyttere og lokale, der stillede sig til rådighed for de mange spørgsmål, man som nysgerrig besøgende kan have.

TV2 Østjylland kiggede også forbi. Se indslaget her

Bosætningsgruppen takker alle de mange deltagere – både gæster og lokale – for deres interesse og store engagement. Også tak til de lokale fødevareproducenter, som rundhåndet sponserede lækkerier til vores brunch.

 

Mød Mols 2019

Tag med til brunch med (gode) bagtanker d. 26. maj

Har du overvejet at flytte dig selv og familien til Mols eller Helgenæs? Så tag med til brunch med (gode) bagtanker. Her kan I se området, besøge institutioner og besøge Mols Bjerge. Der er aktiviteter for hele familien.

Til Mød Mols 2019 har I chancen for at få en snak med både nye og gamle molboere, besøge skoler og børnehaver, tage med på bustur ind i Mols bjerge og høre om områdets mange foreninger og muligheder. Der er også tænkt på oplevelser i børnehøjde. Udenfor er der bålhygge, mulighed for en trækketur på en hest og fodbold med fantastisk udsigt.

Vi skal være på den nyistandsatte Sølballegaard, der ligger midt i Mols Bjerge.

Se dagens program her

Program for Børnekulturfestival

Vil du være Molsmester i tegning, opleve vandringsteater, brodere i billedbøger, danse, synge i kor, lave gøgl, bage pandekager over bål eller nørkle med håndarbejde?

Så sæt kryds i kalenderen d. 27. april. Her inviterer Børnekulturfestivalen til en dag med masser af mulighed for at udfolde sig kreativt og få nye oplevelser. Læs mere om Børnekulturfestivalen her

Programmet er inddelt i kategorierne Kreative værksteder, Teater, sang og gøgl, Hop og dans og Hygge. 

Se hele programmet her

Opdatering d. 23. april:
Der er kommet en programændring i forhold til det trykte program:

Teaterforestilling STOR, STØRRE STØRST er kl. 10.15 til kl. 11.00   (for de 3-7 årige)
Showdance er kl. 12.00 -13.00 med opvisning kl. 13.00  og kl. 14.30-15.30 med opvisning kl. 15.30