Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Jørgens store træsko er pludselig tomme

På vegne af Borgerforeningen, Molshallen og Mols i Udvikling har Kasper Nissen, der er næstformand i Mols i Udvikling, forfattet nedenstående mindeord i forbindelse med Jørgen Ørgaards død.

Med stor tristhed og sorg modtog vi nyheden om Jørgens Ørgaards død torsdag den 7. marts. Dermed er en lang og begivenhedsrig æra på Mols og Helgenæs slut. Lokalområdet, Borgerforeningen og Mols i Udvikling har mistet en kæmpe kapacitet, der var et kendt ansigt både på og udenfor Mols og Helgenæs.

Jørgen vil blive husket og savnet for mangt og meget. Dels hans utrættelige tilgang til mange forskelligartede arbejdsopgaver, dels hans oprigtige engagement og interesse for lokalområdet og udviklingen af samme. Dertil vil han blive savnet for sin politiske tæft og skarphed. Jørgen kunne – som få – sætte fingeren på det helt rigtige sted, når der skulle analyseres, samles op på en sag eller når kommune eller region skulle udfordres eller hudflettes. Han var på den måde et kompas for lokaludviklingen på Mols og Helgenæs. Anviste retninger som vi kunne gå – altid på udkig efter nye muligheder og potentielle løsninger. Altid saglig, seriøs, ordentlig med varme og humoristisk sans. Man får næsten lyst til at lægge et Piet Hein-citat i munden på Jørgen: ”Den der kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt – han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”. Det kunne have været en kommentar fra Jørgen, for det var også et særkende ved Jørgen. Citaterne, som han altid havde på lager til enhver lejlighed.

For knap et år siden vandt Jørgen – fuldt fortjent i øvrigt – to priser ved Syddjurs Awards: Frivilligprisen og Rotary-klubbernes Hæderspris i Syddjurs Kommune. Priserne vidner om en mand i fuld vigør, og indstillingerne til frivilligprisen fortæller om et helt vildt bagkatalog af tiltag og meritter, som Jørgen Ørgaard har lagt ufattelige mængder arbejde i. Borgerforeningen var Jørgens hjemmebane, og mange vil måske hævde, at Jørgen var synonym med Borgerforeningen, og det er der måske noget om. Mange tiltag udsprang fra Borgerforeningen og Jørgen fulgte dem til dørs. Alle mulige tiltag, stort som småt. Alt lige fra fibernet til juletræer – fra Mols i Udvikling til Molbostøtten – fra grundlovs- og vælgermøder til delebil – fra Distriktsråd til lokale ambassadører i de mange landsbyer på egnen. Jørgen Ørgaard var selv ambassadør, han rejste rundt i landet, hvor han med gejst og gnist og stolthed i sine træsko fortalte om det lokale udviklingsarbejde. Han var rejsende i Mols i Udvikling og forstod behovet for det brede perspektiv, behovet for sammenhængskraft i lokalsamfundet.

Jørgen døde med træskoene på, han var aktiv og skarp til det sidste, senest 2. marts hvor ”den gamle cirkushest” deltog i et stort anlagt arrangement om landsbyklynger på Godsbanen i Aarhus. Og ja, Jørgen havde træsko på, for sådan var Jørgen også – folkelig og ligetil.

Formand Jørgen vil blive savnet og husket i mange år. Tak for kampen, indsatsen og dit evige gåpåmod. Vi vil huske dit motto: ”Hvis vi ikke selv gør noget, så sker der ikke noget”.

Jørgen Ørgaard har stillet træskoene for sidste gang, spørgsmålet er, om vi kan fylde dem ud. Det kan man godt tvivle på, men vi, der er tilbage, har pligt til at gøre forsøget, ellers sker der ikke noget. Æret være mindet om ildsjælen Jørgen.

Er havkajak eller kajakpolo noget for dig?

IF Mols Kajakklub skyder sæsonen igang i Hornslet Svømmehal. Skal du være med? 

Havvandet er stadig koldt, så derfor har IF Mols kajakklub sat kajakkerne i vandet i Hornslet svømmehal. Der er træning fire gange i løbet af marts og april, og alle fra 15 år med lyst til vand, pagajer og leg er velkomme til at prøve kræfter med både havkajak og kajakpolo.

Læs resten

Ny børnekulturfestival på Mols

Lørdag d. 27. april kan børn prøve kræfter med  blandt andet dans, sang, teater, håndværk og tegning.

På Mols og Helgenæs vrimler det med kunstnere og kunsthåndværkere, og det har inspireret Kulturgruppen under Mols i Udvikling til at stable en ny Børnekulturfestival på benene. Det fortæller Christa Egense, der er med i Kulturgruppen og en af drivkræfterne bag den nye festival. Hun lægger vægt på, at man med børnekulturfestivalen fremhæver nogle af de kulturelle aktiviteter, der allerede findes i lokalområdet, og at det sker i tæt samarbejde med netop de lokale kreative kræfter: 

– Med Børnekulturfestivalen vil vi slå et slag for, at børnene kan udfolde sig kreativt og kunstnerisk på en sjov måde med voksne, de måske kender i forvejen. Det er så vigtigt at stimulere den kunstneriske og kreative side af ethvert menneske, og vi håber, at vi får vækket børnenes lyst til på længere sigt at fortsætte med nogle af de aktiviteter, de kan prøve i løbet af dagen. 

Mulighed for at prøve kunst på egen krop
Festivalen er for de 3 til 13-årige, og ideen er, at børnene i løbet af dagen kan prøve kræfter med alt fra kunsthåndværk til musik, dans og teater. Hele kroppen og alle sanserne skal med andre ord i sving. Det glæder Karina Krægpøth, der som klovnen Badut besøger festivalen med teaterstykket “Stor, større, størst”:

– Jeg vil rigtig gerne bakke om en kulturfestival på Mols, fordi kultur skaber fællesskaber, og gennem kultur kan vi få et nyt perspektiv på os selv og andre mennesker, siger hun.

Det er gratis at deltage, og man behøver ikke at tilmelde sig. Det endelige program for festivalen offentliggøres her på siden, så kig forbi.

Fremskridt i dialogen om en mere tilgængelig natur

Gruppen Tilgængelig Natur ser positivt på dialogen med Naturstyrelsen, Nationalparken m.fl. efter det tredje møde om dyr, hegn, stier og veje i Mols Bjerge.


En gruppe borgere i gruppen Tilgængelig Natur under Mols i Udvikling mødtes for tredje gang d. 15. januar med repræsentanter for blandt andre Naturstyrelsen og Nationalparken. På mødet blev der set på konkrete tiltag, der kan gøre det lettere og mere trygt at færdes i Mols bjerge, uden at det går ud over naturplejen. Der er fx planer om, at man på Naturstyrelsens hjemmeside fra foråret skal kunne se hvilke dyr, der går i foldene.

Læs et resume og et referat af mødet her

Ekskursion fra Mols til Marsken 7. og 8. september, 2019

Opdatering d. 4. marts: Turen er desværre aflyst, da der var for få tilmeldte.

Kulturgruppen ved Pål Ledaal vil arrangere en udflugt med bus til marsken i september.

Første stop bliver ved Vadehavscentret uden for Ribe med dets specielle arkitektur og præsentation af vadehavets natur og dyreliv vil være første stop. Derefter går turen til Refugiet i Løgumkloster, hvor der er overnatning. Om aftenen udflugt til “Sort Sol” med naturvejleder.

Næste dag går turen til Noldemuseet i Seebüll med film om Emil Noldes liv og kunst, en særlig have og selvsagt udstilling af hans kunst. Nolde er måske den største kolorist i kunsthistorien.

Derefter transport tilbage til Knebel med stop for lidt grænsehandel undervejs.

Pris, inkluderet måltider, ved minimum 25 personer:

1.660 kr. ved overnatning på dobbeltværelse.

1.850 kr. ved overnatning på enkeltværelse.

Bindende tilmelding inden 1. marts til:

paal.ledaal@mail.com

Der skal være 24 tilmeldte, før turen gennemføres. 

Husk generalforsamling i Borgerforeningen Mols

Kom til generalforsamling og hør om borgerforeningens arbejde og planerne for det nye Knudepunkt

På torsdag d. 7. Februar holder Borgerforeningen Mols – distriktsråd for Mols og Helgenæs ordinær generalforsamling, og medlemmer af borgerforeningen er meget velkomne.

Bestyrelsens valgte medlemmer er på valg hvert andet år. I år er tre medlemmer af bestyrelsen på valg: Nils Drachmann, Erling Brejnegaard og Susanne Löcke (Susanne ønsker ikke genvalg).

Når generalforsamlingen er afsluttet, fortsætter aftenen med fokus på det kommende fælleshus, Knudepunktet. Heidi Scott Lundby, bygningskonstruktør i Syddjurs kommune, fortæller om planerne for Knudepunktet og om samarbejdet omkring byggeriet.

Der kan købes øl og smørrebrød for 30 kroner.

Vil du spille krolf?

Krolf er en blanding af kroket og golf, og der er planer om en krolf-bane ved Lyngparken i Knebel

Krolf er en forholdsvis ny sportgren, hvor alle kan være med. Hver spiller har en kølle og en kugle som i kroket, og banen er en græsplane med huller, som i golf – dog betydeligt mindre. Spillet går kort fortalt ud på, at man skal få sin kugle i banens huller i en bestemt rækkefølge med færrest mulige slag.                    

Krolf er blevet populært. På DGI’s hjemmeside kan man fx finde  kontaktoplysninger på 124 krolf-foreninger i hele Danmark. Foto: DGI.

 

 

 

Planer om en krolfbane i Knebel
Gruppen Generationsmøder under Mols i Udvikling arbejder for at etablere en krolfbane på græsplænen mellem Lyngparken og Rodzonen i Knebel. Banen skal kunne bruges både af de ældre, der kommer i Lyngparken, men også af Molsskolen, andre institutioner og af private, der har lyst til at spille. Det er ganske simpelt at etablere banen. Det kræver blot en række huller i plænen med rør, hvor man kan placere de flag, der markerer hvor bolden gerne skulle trille hen. Der søges penge til banen, men planerne føres kun ud i livet, hvis der er interesse for det i lokalområdet. Hvis du vil være med til at spille krolf, hører gruppen derfor meget gerne fra dig.

Læs resten

Knebel og Mols i Udvikling nomineret til Landsbyprisen 2019

Otte Landsbyer og Landsbyfællesskaber dyster om at vinde Region Midtjyllands pris som årets Landsby. Med æren følger 150.000 kroner.

For 11. år i træk uddeler region Midtjylland en landsbypris, der skal sætte fokus på det gode og bæredygtige liv i Region Midtjyllands lokalsamfund. I år er Knebel og Mols i Udvikling med i opløbet om prisen, og det er formand for Mols i Udvikling, Grith Mortensen, selvfølgelig både stolt over og glad for:

– Rigtig mange mennesker har lagt rigtig meget energi i at få skabt fælles gejst og fodslag i vores lokalområde på Mols og Helgenæs. Derfor er det selvfølgelig dejligt, når rygtet om vores landsbyfællesskab er nået ud i landet og andre kigger i vores retning for at finde inspiration til udvikling, siger hun.

Mols i Udvikling var også nomineret til prisen sidste år, hvor Sall i Favrskov Kommune vandt prisen.

Læs resten

INFORMATION OM TRANSFORMS UDKAST TIL KNUDEPUNKTET

Dette indlæg er en pixiudgave om vinderprojektet fra Transform.

Interesserede borgere, presse, nysgerrige sjæle og andre godtfolk kan her dykke ned i en Transforms arbejde. Vi har valgt at lægge den ud som en lille pixiudgave, så den er til at overskue og håndtere. Vi håber, at I finder udgaven her brugbar — god fornøjelse med læsningen.

Venlig hilsen
Ejendomsfonden og Mols i Udvikling