Forfatterarkiv: evas

Tilbageblik på 2021

2021 er netop slut, og det er tid til at kigge lidt tilbage. Det har været et år med udfordringer – men også med kæmpe sejre for Mols i Udvikling.  

Lad os dykke ned i året og se, hvad det bød på:

Januar – corona-nedlukning og oplukning af byggeri
I januar var vi stadig i coronanedlukning, og det betød, at Mols i Udviklings grupper ikke kunne samle mol- og helboer til aktiviteter. Alligevel bød måneden på en særdeles vigtig begivenhed:

Byggeriet af Molsværket, som på dette tidspunkt stadig blev kaldt Knudepunktet, blev genstartet. Projektet blev gennemgået og tilpasset, så det kunne komme i licitation for 2. gang. Et stort arbejde blev lagt i det fra totalrådgiver, projektgruppe, styregruppe, brugergrupper, kommunen og fra fondene, og resultatet blev et endnu skarpere projekt, stadig med fællesskabet i centrum. I januar meddelte LAG Djursland, at de ville støtte byggeriet med 800.000 kr. til en ny multisal. Og dermed startede året med ny energi til vores byggeprojekt.

Molslægerne havde en hjertestarter i overskud – og den endte på en mur i Begtrup via ambassadørnetværket, så nu er trygheden øget i Begtrup og omegn.

Læs resten

PODCAST – Afsnit 6: Fyret på spidsen af Helgenæs

Sletterhage fyr ligger spektakulært på spidsen af Helgenæs

Sletterhage fyr ligger på spidsen af Helgenæs med udsigt til havet, Samsø og forbipasserende skibe på vej mod Aarhus. Fyret er stadig aktivt og guider skibe sikkert ind i sejlrenden. Fyret passes og drives af fyrpasser Hans Christian Minke og frivillige fyrvagter fra foreningen Sletterhage Fyrs Venner. I dette afsnit fortæller Hans Christian Minke, som også er ismand og formand for Fyrets venner, om fyrets historie og betydning for Helgenæs.

Vi hører om hulsten, der hver morgen vender tilbage til stranden, om frivillige fyrvagter, Mærsk-skibe der sejler tæt forbi, salget af fyret til private, folkelig opstand og tilbagevenden til offentlig ejendom.

Læs resten

Julehistorie om de små nissehuser på Nisseruten

I hele december kan du finde nissehuser på nisseruten – en tre kilometer lang tur fra Molsskolen. Men hvorfor hænger der nissehuer på vejen? Det kan du finde ud af, hvis du læser historien her.

PS  Hvis du vil ud og kigge på alle nissehuerne, kan du gå nisseruten. Læs om den lige her

Historien om den grønne nissehue, som ikke var der.

”Øv, øv, øv… og nisseøv” sagde jeg – men ik’ så højt, så Bedste ku’ høre det.

Nu havde hun igen strikket og syet og vævet og hamret og sømmet og kogt – eller hva’ hun nu gør, når hun laver ting og sager og nissehuer til os. Og igen havde hun ikke hørt efter, hvad jeg havde sagt til hende. Jeg havde nemlig igen sagt til hende: ”Bedste, i år ønsker jeg mig en grøn nissehue” – ligesom jeg sagde alle de andre år.

Så smilede hun bare til mig – når Bedste smiler kan man kun se en masse streger på kryds og tværs i hendes hoved.. som om øjne og mund og næse er pist væk. Det er fordi hun er så gammel, nok 300 år.

Og så sagde hun: ”Hvad siger du, lille søde skat ?”…

Læs resten

Hvorfor hedder det nye hus Molsværket?

Det nye fælleshus i Knebel er nu på vej, og når det står færdigt i 2023, kommer der til at stå “Molsværket” over døren. Her får du historien om navnet. 

Fredag d. 5. november blev første spadestik til Molsværket taget i Knebel. Det har været en lang rejse hen til det spadestik – og på turen er huset blevet kaldt “Knudepunktet”. Nu skal vi vænne os til et nyt navn, og det er der flere årsager til, fortæller Grith Mortensen, der er formand for Ejendomsfonden Knudepunktet Mols:

– “Knudepunktet” opstod som et midlertidigt navn, og det har gennem hele den indledende byggeproces også været kandidat til at blive det endelige navn. Vi har imidlertid haft et længere forløb med både en navnekonkurrence, og et arbejdsudvalg og et bureau, der alle har arbejdet med hvad barnet skal hedde. Det er nu mundet ud i et nyt navn, der fortæller en ny historie. Og det har vi brug for. Vi vil gerne væk fra det knudrede – og sammen med spadestikket signalerer det nye navn en ny start for vores fælles mødested.

Læs resten

Praktisk info om byggeriet af Molsværket

Opdatering på byggeriet d. 25. november 2021

Nu er byggepladsen etableret og byggeriet starter for alvor. Det betyder, at der er en række praktiske ting omkring blandt andet parkering og hallen, som du her kan læse om:

Byggeriet
Knudepunktet opføres som nyt børnehus, madhus, opholdszoner, multisal, omklædning, kontorer og mødelokaler. Nye udeområder og legeplads samt omlægning af fodboldbanen inkl. ny belysning. Knudepunktet bliver sammenbygget med eksisterende halskib og gymnastiksal.

Tidsplan
Byggeperioden er planlagt med opstart november 2021 til aflevering marts 2023.

Der vil være aktivitet på byggepladsen på hverdage kl. 06.30-17.00. Der vil i perioder være mere støj end i andre perioder, særligt ved nedrivning, pælefundering samt gennemboringer i beton. Der kan forekomme aktivitet på byggepladsen på søn- og helligdage, men det er undtagelsen fremfor reglen.

Parkering
Der kan i byggeperioden parkeres i flg. områder: Parkering ved busholdepladsen, P-pladsen ved Lyngevej ind til Daaleren samt Gl. Kirkevej, Skolesvinget, Skoletoften, Havagervej, Havblikvej og Havbovej. Husk at overholde de almindelige færdselsregler fx i forhold til parkering tæt på hjørner og foran ved udkørsler.

Parkeringspladsen foran hallen benyttes til byggeplads i hele byggeperioden. Der må ikke køres og parkeres på brandvejen langs skolen.

Adgang til hallen og skolens gymnastiksal i byggeperioden
Skolens gymnastiksal og Molshallen kan tilgås fra brandvejen ved at gå ind ved mellemrummet mellem administrationsbygningen og udskolingen, via skolens hovedindgang samt via løbebanen/brandvejen langs padel-/tennis-/multibanen.

Midlertidig adgang til gymnastiksalen vil være i modsatte ende af den normale indgang i perioden (altså den ende af salen, der vender op mod skolen).

Midlertidig adgang til hallen etableres hurtigst muligt mod halskibets sydlige side, hvor der etableres et overdækket vindfang og opstilles omklædnings- og toiletfaciliteter i et anvendeligt, men forventeligt mindre format. Halskibets gulvareal kan delvist benyttes i hele byggeperioden.

Kontakt
Ved eventuelle spørgsmål eller andet kontakt formand for projektgruppen Heidi Scott Lundby, Ejendomme, Syddjurs Kommune, M: hslu@syddjurs.dk, T: 6120 3841

Nisseløb for hele familien

Nisserne taber igen i år en masse huer i december, som I kan kigge efter på en særlig nisserute  fra på søndag d. 28. november.

Nisseruten starter fra Molsskolens hovedindgang, hvor der sidder et kort over ruten på ruden. Du kan også finde et kort over ruten her: https.//www.plotaroute.com/route/1741688.

Ruten er ændret lidt fra sidste år og er ca. tre kilometer lang – en længde alle forældre burde kunne klare, hvis de ellers kan følge med deres børns tempo 😉

OBS! Tag ikke nissehuerne med, hvis I ser dem på ruten, for så kan nisserne ikke finde dem igen, når de fryser om ørerne.

Når I går ruten, kan I digte nissehistorier. Send jeres historie til eva.s@molsiudvikling og deltag i en lille konkurrence. Historierne deler vi her på siden.

Det er strikkekonerne fra Mols i Udvikling, der igen i år har hjulpet nisserne med huer og rute 😀

God tur 🙂

Klik på “Læs resten” og se ruten på et kort. Læs resten

Velkomstbrunch blev stor succes

100 borgere på Mols og Helgenæs havde søndag den 14. november valgt at lægge vejen forbi Tved Forsamlingshus til velkomstbrunch for nye tilflyttere.

Stemningen var høj, og snakken gik lystigt blandt de mange fremmødte nytilflyttere, da Bosætningsgruppen under Mols i Udvikling søndag den 14. november bød indenfor til nogle hyggelige timer, hvor alle havde mulighed for at blive klogere på lokalområdet, mens det samtidig var muligt at hilse på en masse andre nytilflyttede familier.

Læs resten

Stemningsrapport fra Børnekulturnatten

Børnekulturnat 2021 HEMMELIGHEDER i Sletterhage Fyr
Fredag d. 12. november var der Børnekulturnat i Syddjurs Kommune. Og der var hemmeligheder på programmet – også i Sletterhage fyr.

Først fik vi fortællingen om sømandens hemmelige møde med en violinspillende kvinde, som rejste rundt i verden og spillede violin ved alle fyr i hele verden. Og tilslut mødte vi hendes skønne datter, som gav en lille koncert for os. Smuk fortælling og dejlig musik.

Tak til alle deltagere, medvirkende og ikke mindst det gode publikum. Alle var med til at gøre det til en god og spændende aften.

Alle mand stak spaden i jorden til det nye MOLSVÆRKET

Fredag d. 5. november var der første spadestik til det nye fælles mødested i Knebel.

Der blev gravet på livet løs, da første spadestik skulle tages til det længe ventede mødested med arbejdstitlen “Knudepunktet” i fredags. Borgmester Ole Bollesen måtte pænt vente med at sætte sin fine skovl i jorden, for i første omgang var det alle børn fra Molsskolen, Børnehuset Mols og Naturbørnehaven Mols Bjerge, der i fællesskab tog det første – og herefter mange flere – spadestik til huset. Der var nemlig skatte at grave efter i form af slik, og det gav masser af energi og gåpåmod hos de unge Mol- og helboer. Efter de unges store indsats var både politikere og borgere inviteret til at stikke egen spade i jorden, og det var der mange, der valgte at gøre.

Dagens fejring startede dog i festsalen på Molsskolen, hvor Kasper Østvig Nissen, næstformand i Mols i Udvikling, satte gang i humøret med udvalgte vers fra den efterhånden lange Mols i Udvikling-sang, som han selv forfatter nye vers til, efterhånden som projektet og nu også byggeriet udvikler sig. Herefter var der taler af Kirstine Bille, formand for Udvalget for familier og institutioner i Syddjurs Kommune, og Riber Hog Antonsen, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur. Herefter gik alle mænd og kvinder ud til byggepladsen og lyttede til en tale af Grith Mortensen, formand for Ejendomsfonden Knudepunktet Mols og Mols i Udvikling. Her blev det blandt andet afsløret, at huset nu skifter navn til Molsværket, som en markering af en frisk start for huset – og et farvel til alt det knudrede, der har forsinket byggeriet. Og så blev der givet signal fra en signalpistol til, at det store fælles første spadestik kunne sættes i gang.

Dagen sluttede med grillpølser og hyggemusik af Thomas og Simon Laursen i festsalen, hvor der var plancher om projektet – og hvor Ejendomsfondens bestyrelse og projektgruppen stod klar til at svare på spørgsmål om byggeriet.

“Det blev en fantastik dejlig dag – solskin, masser af godtfolk i alle aldre, taler, sang, musik, alvor og boblende glæde… det blev lige præcis den dag, vi så længe havde drømt om. Nu bygger vi endelig – og om mange år kan områdets børn fortælle deres børn og børnebørn, at de var med til at grave første spadestik på Molsværket. Større bliver det da ikke”, siger Grith Mortensen.

Det er Ejendomsfonden Knudepunktet Mols, der sammen med Syddjurs Kommune er bygherre på projektet.