Dagsarkiv: 18. maj 2020

Kultur-igangsættere på Mols og Helgenæs

Foredrag, børnekultur, vandrestier og fortællinger. Kulturgruppen under Mols i Udvikling sætter kulturaktiviteter i gang på flere fronter.


Klovnen Karina fik børnene til at grine til Kulturgruppens Børnekulturfestival i 2019. 

Kulturgruppen under Mols i Udvikling tæller fem medlemmer og har til formål at understøtte udviklingen af kulturelle tilbud på Mols og Helgenæs. Gruppen har i sin nuværende form været i gang siden 2018, fortæller Pål Ledaal, som er formand. Han flyttede til Mols med sin kone, Asta, i 2016 og havde lyst til at involvere sig i det lokale liv:

– Jeg var så imponeret over Mols i Udvikling og fik lyst til at være med. Det var bare et spørgsmål om, hvad jeg skulle være med i, og jeg valgte kulturen. Kulturgruppen var på det tidspunkt ikke aktiv, så jeg sendte en mail til de tidligere medlemmer, Christa Egense, Ole Nielsen og Christine Fentz – og så kom vi i gang, fortæller Pål Ledaal.

Foredrag og børnekultur
Kulturgruppen arrangerer hvert år to foredrag i samarbejde med Syddjurs Biblioteker. Et om foråret og et om efteråret. I april havde Kulturgruppen planlagt et foredrag om Mols’ geologi, men det er udsat pga. corona. Efterårets foredrag er med forfatteren Josefine Klougart og er planlagt til den 1. oktober, og det håber Kulturgruppen på kan gennemføres.

I efteråret har gruppen også planer om at være med i den landsdækkende Børnekulturnat i samarbejde med Syddjurs Kommunes Kultursekretariat:

– Vi overvejer at deltage i Børnekulturnatten med fortællinger ved Sletterhage fyr, eventuelt i samarbejde med Fyrets venner. Vi har fået et nyt medlem i Kulturgruppen fra Helgenæs, Kirsten Pedersen, og hun fik den ide. Det er dejligt med et medlem fra Helgenæs, for det åbner nye muligheder, siger Pål Ledaal.

Læs resten