En molbohistorie – om Jørgen Ørgaard

Fra fjendskab til fællesskab

Egentlig var det slet ikke meningen, at Jørgen og hans kone Kirsten skulle slå sig ned på Mols, men efter 3 år var han komplet solgt og  allerede dybt involveret i at udvikle lokalsamfundet

Af Sofie Saxtoft

“I begyndelsen var det svært at rykke ved de gamle kampe og fordomme, som herskede på tværs af landsbyerne. Tved var mod Grønfeld, og helboerne hadede molboerne,” fortæller Jørgen.

”Wem er dø?”… ”Det’ en fremmed”…
Denne kortfattede samtale fandt sted engang i 1960’erne mellem to molboer i den lokale købmand. Den fremmede som var død, viste sig at være flyttet til Mols 30 år forinden – men fremmed var han altså stadig ifølge de to herrer.

Jørgen Ørgaard var på det tidspunkt netop flyttet til Mols og overhørte samtalen. Han tænkte: ”Det skal da være løgn”, og det blev startskuddet til et langt og vedholdende engagement på Mols med fokus på det gode liv og fællesskab mellem ’indfødte’ og ’tilflyttere’ fra hele området.

”Det er jo tilflytterne, som kommer med den nye energi, og ”de indfødte”, som har erfaringen med at bo her. Vi startede med træsko med halm – og se bare, hvor vi har bevæget os hen i dag ved fælles hjælp.”

Mols var slet ikke planen
Jørgens kone, Kirsten fik et vikariat på den nye Molsskole, mens Jørgen var soldat, og sådan skulle de egentlig blot fordrive et par år. Men Kirsten forelskede sig i skolen og i Mols, og så valgte Jørgen at følge trop – også som lærer på Molsskolen.

Efter 3 år var han også komplet solgt til Mols og allerede dybt involveret i at udvikle lokalsamfundet, blandt andet sammen med progressive unge lærerkræfter på Molsskolen.

”Vores strategi var at blande os. Vi tog til alle de generalforsamlinger, vi kunne komme i nærheden af: Vandværk, brugsforeningen… alle vegne hvor vi kunne arbejde for en god kontakt og et netværk i lokalsamfundet,” fortæller Jørgen Ørgaard.

Men gennem ihærdig indsats først i lærerrådet, siden i byrådet, som formand for Borgerforeningen Mols og senest gennem projekt Mols i Udvikling, er det langt hen ad vejen lykkedes for Jørgen og hans samarbejdspartnere at nedbryde nogle af de skel og erstatte dem med en følelse af fællesskab.

Det spores bl.a. på antallet af medlemmer i Borgerforening Mols, som tæller mere end 600 medlemmer, og i Mols i Udvikling som engagerer over 200 frivillige i området.

Vi arbejder i hele verden – men finder inspirationen på Mols
Gennem tiden har Jørgen også haft indflydelse på en lang række helt konkrete (og ofte kreative) tiltag lige fra bustrafik til bypark, ældreboliger, delebil, mobilmaster i flagstænger og fibernet.

Han fremhæver især det seneste års ihærdige indsats for bedre internet på Mols og Helgenæs, som betød, at sommeren 2016 blev brugt på at stemme dørklokker i jagten på nok tilmeldinger til fibernet, som krævede min. 40 % tilslutning.

Målet blev nået, og det glæder Jørgen, fordi det er en fremtidssikring af området og helt afgørende for at tiltrække nye borgere til Mols og Helgenæs.

”Så kan vi jo arbejde i hele verden – samtidig med, at vi finder inspirationen her på Mols,” siger han.

Vi skal sige ’Vi’
Selvom Jørgen har haft en finger med i mangt og meget på Mols og Helgenæs gennem mere end fem årtier, så er det vigtigt for ham ikke at sætte sig selv i centrum.

”Vi skal sige ’Vi’! Det er aldrig et enmandsjob at få ting til at lykkes. Og man skal altid spørge sig selv: For hvis skyld gør jeg det her? Er det bare for min egen skyld – eller til fællesskabets bedste?”.

Man kan have nok så mange gode ideer, men hvis de ikke møder opbakning, eller hvis man i virkeligheden blot meler sin egen kage, så har det ingen gang på jord, mener Jørgen.

”Anarkisme og egoisme kan være væsentlige drivkræfter, men de skal tøjles, for ellers ender det i kaos.”
Her hjælper noget så umoderne som vedtægter, foreningsstruktur og demokratiske procedurer til at sikre, at det er fællesskabet og ikke blot den mest højtråbende, som vinder.

At klappe med hænderne i bukselommerne
Indimellem har der også været skuffelser. Det handler ikke så meget om, at ikke alle drømme kan realiseres – sådan er livet jo. Skuffelserne har mere handlet om at opleve mennesker, som ifølge Jørgen ”klapper med hænderne i bukselommerne og holder igen for bagefter at kunne sige: Hvad sagde jeg! Det kan godt få mig til at tænke over, om det er arbejdet værd”.

Når man stikker næsen frem, skal man huske ydmygheden – men samtidig opfordrer Jørgen til, at andre også udviser ”lidt nådighed” over for dem, som engagerer sig af et godt hjerte.

Heldigvis fylder de positive oplevelser langt det meste, og i virkeligheden handler det også om, at mennesker som Jørgen slet ikke kan lade være: ”Hvis ikke vi selv gør noget, så sker der jo ikke noget”.

Vælger gerne afvejene
Jørgens nysgerrighed og trang til at udfordre sig selv spores mange steder – også helt konkret når han færdes på Mols og Helgenæs: ”Jeg vælger gerne afvejene. Eksempelvis når jeg kører til og fra kirke på Helgenæs. Så kører jeg gerne en anden vej, end jeg plejer – bare for at se, om der er sket noget siden sidst”.

Jørgen fortsætter med en detaljeret og malerisk beskrivelse af flere naturskønne ruter og lokale hemmeligheder fra egnen. Det er tydeligt at mærke, at Jørgen kender områdets landskab og befolkning bedre end de fleste, og at han fortsat brænder for at formidle og udvikle det bedste fra Mols og Helgenæs.

Selvom Jørgen med sine 75 år ikke er nogen vårhare, er der fortsat store visioner og konkrete mål for området, som Jørgen har lyst til at kæmpe for – hængekøjen må vente.

SHARE
Facebook
Facebook
GOOGLE
GOOGLE
http://molsiudvikling.dk/2017/09/27/en-molbohistorie-om-joergen-oergaard/
LINKEDIN
Mols I Udvikling på Instagram