Djurslands bakkekonge skal findes på Agri-bakken søndag

På søndag vender cykelløbet Mols Bjerge Grand Prix tilbage for tredje år i træk, hvor Djurslands bakkekonge og –dronning kåres på toppen af Agri- bakken.

Tekst og billeder af Marcello Bergamo Bike Challenge
Motionscykelløbet Mols Bjerge Grand Prix har på få år etableret sig som Djurslands største cykelløb med over 400 glade motionister til start og køres som fjerde og sidste afdeling af Marcello Bergamo Bike Challenge.

Alle kan være med, blot de har pakket deres bjergben hjemmefra. Rytterne skal nemlig kæmpe om at blive Djurslands bjergkonge eller – dronning på Agri-bakken, hvor der er tidstagning fra top til bund.

Som noget nyt har arrangørerne i år valgt at gøre løbet for alle, ved at åbne op for en 24 kilometer rute, for de som ingen eller lille erfaring har med motionscykelløb, eller som ikke ejer en racercykel.

Med ruter på 24, 49 og 98 kilometer er der noget for enhver smag og temperament – dem der vælger at køre 98 kilometer får endda glæden af at prøve kræfter med Agri-bakken hele to gange!

– Vi har egentlig fået stor ros for vores rute de andre år, men vi har alligevel taget et sats og valgt at åbne op for alle til dette års udgave, mest af alt fordi vi synes at Agri-bakken fortjener at blive kørt af alle, som har mulighed for at cykle, fortæller medarrangør Nikolaj Hebsgaard.

“Deltagerne i løbet får den her fantastisk smukke rute rundt på Syddjurs og Helgenæs, hvor der er udsigt til Aarhus. Det er et helt unikt cykelterræn, så Mols Bjerge Grand Prix er uden tvivl Danmarks smukkeste cykelløb,” fortæller Hebsgaard.

Start og mål er ved Mols Hallen i Knebel, hvor alle deltagere får udleveret en goodiebag før løbet og en lækker sandwich og vand efter strabadserne. Så forvent at se en masse glade motionscykelrrytere på landevejene omkring Knebel, Mols Bjerge og Helgenæs på søndag og hold øje med de mange blå skilte og smilende flagvagter.

Der er stadig åben for tilmelding på sportstiming.dk og på selve dagen.

SHARE
Facebook
Facebook
GOOGLE
GOOGLE
http://molsiudvikling.dk/2017/09/18/djurslands-bakkekonge-skal-findes-paa-agri-bakken-soendag/
LINKEDIN
Mols I Udvikling på Instagram